Velkommen hjem, Andreas Mogensen: Flere skal gå din vej - Danmark skal stoppe modregning af EU-midler
Danske Andreas Mogensen er netop landet på jorden - efter mere end et halvt år i rummet. Det længste ophold, en dansker nogensinde har været i rummet.
Han er det nyeste og levende eksempel på, hvad Danmark, danske universiteter og dansk erhvervsliv kan præstere, når vi er allerdygtigst og allermest ambitiøse.
Så kan vi indtage ikke bare jordkloden, men sandelig også rykke ud i rummet og gøre nye opdagelser, som gør os klogere på verden - skaffe os mere livsvigtig viden til innovation, udvikling og dermed nye svar og løsninger på de store udfordringer.
Det er en af forklaringerne på, at Danmark i dag er et af verdens rigeste lande. Vi har vundet stort på at begive os ud i verden og blive klogere. Fordi vi har været dygtige til hele tiden at udnytte vores viden.
Den nysgerrighed og ambition har bragt os så vidt, at vi er blevet internationale frontløbere og skabt løsninger, som store dele af verden har efterspurgt.
Lige nu: sunde og sikre fødevarer, klima- og miljøteknologi og life science. Og vi har investeret stort i det med både offentlige og private midler.
Alene det offentliges andel af forskningsbudgetterne beløber sig til omkring 25 milliarder kroner om året.
Og ja, det er mange penge - men det er samtidig en fantastisk god investering.
Styrk forskningsmiljøerne i Danmark frem for at straffe dem
I lyset af den glæde og stolthed, vi alle føler over Andreas Mogensens store bedrifter til glæde for dansk forskning, virker det mærkeligt, at Danmark bliver ved med at modregne alle bevillinger fra EU's forsknings- og innovationsprogrammer, som dygtige danske forskere henter hjem til Danmark.
I dag bliver præcis det samme beløb modregnet i den danske stats bevillinger til universiteternes forskning.
Efter min mening er det en helt forkert, ulogisk og demotiverende for forskerne. Det er decideret dårligt købmandskab!
Det skader Danmark, danske universiteter, danske virksomheder og vores muligheder for fortsat at blande os med de bedste forskere, universiteter og virksomheder, der bidrager til at finde svar og løsninger på fremtidens udfordringer.
Hvis vi ikke sadler om - og styrker fremfor at straffe motivationen hos danske forskere, universiteter og virksomheder til også i fremtiden at engagere sig i de internationale samarbejder og at tiltrække bevillinger fra EU's forsknings- og innovationsprogrammer, frygter jeg, at vi risikerer at sejle os selv agterud.
Det danske samfund går nemlig glip af vigtig forskning og dermed følgende vækst - det gælder også vigtige forsknings- og innovationsmiljøer tilknyttet Aalborg Universitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.