Du ved, det er påske, når Coop 365 sælger fastelavnsris til spotpris, for at gøre plads til påskesnøflerne, chokoladeharerne, lammekøllerne og specialbryggen.

Du ved, det er påske, når kampen om at have flest sovelegeaftaler på kortest tid går ind hos dine børn i indskolingsalderen, og Aula flyder over med anmodninger om at melde sommerferie ind.

Men det sikreste tegn på, at påsken er over os, er den uendelige række af personbiler med fyldte trailere, der holder og blinker til højre for at komme ind på genbrugspladsen Over Kæret, i folkemunde kaldet “genneren”.

Stemningen er hektisk og forventningsfuld, næsten munter. Luften sitrer af utålmodighed, når bommene går ned lige foran næsen på ham foran, og man skal vente 45 sekunder mere på at komme ind på pladsen.

Alt skal køres væk; i dag hellere end i morgen. Visne juletræer. Udtjente fodboldmål. Cykler der er blevet for små. Algebefængte havemøbler. Berberishæk (uf). Støvede madrasser. Slimet nedfald fra birketræer. Og sæk efter sæk med blandet affald, som har akkumuleret sig i hjørner, både inde og ude, henover vinteren.

Alt foregår relativt civiliseret, så længe man kan rumme, at alle parkeringsregler ophører, når man kommer ind på pladsen. Der falder kun enkelte sarkastiske bemærkninger nede ved haveaffald, når “nogen” læsser af midt i det hele, og ikke kører helt hen til væggen.

Vi vasker tavlen ren

Ja. I påsken foretager parcelhusfolket, hvad der minder om en rituel udrensning.

Vi vasker tavlen ren og lader hus og have genopstå som en anden fugl Føniks.

Vækstsæsonen er vores nye religion. Væk er langfredag uden tændte lys i kirken, og flaget på halv. Orgelets brusen er erstattet med lyden af motorsaven, der skærer sig gennem stammen på det træ, der har ligget og ventet siden oktober.

For mig sker det også. Det er påske. Og jeg ved det.

For nu starter sæsonen med kronisk dårlig samvittighed. Lugesamvittighed. Jeg bor nemlig også i parcelhus. Jeg har også kørt affald væk. Men i modsætning til samtlige andre genbrugspladsfrekventerende husejere (antager jeg), hader jeg simpelthen at gå i haven. Jeg hader at luge. Lugning er nok noget af det mest følelsesmæssigt kontrastfyldte, ikke-kontrollerbare fænomen der eksisterer.

At luge er lige del tilfredsstillende og deprimerende på samme tid.

Det er sindssygt svært at komme i gang. Min mentale barriere er høj som Aalborgtårnet. Og hvis jeg endelig får ordnet en tre-fire kvadratmeter, kommer padderokkens lange fangearme piblende tilbage i raketfart.

Jeg vil skyde på, det gror til igen indenfor de første 30 minutter, efter at jeg er færdig. Og hvis jeg i en utopisk verden kan være heldig at komme til enden af haven, så kan jeg begynde forfra i den anden ende. WTF.

Hele foråret og sommeren går jeg og tænker “jeg burde luge, jeg burde luge, jeg burde luge”.

Det står i 30 cm høje stængler. Langs med hækken. Mellem cyklerne. Mellem fliserne. Fortovet. Hvad tænker naboerne ikke? - tænker jeg. Børnene nægter at hjælpe. De hopper bare på trampolin. Og min mand har altid større og vigtigere larger-than-life hængepartier udenfor.

Desuden fokuserer han også en del mindre på, hvad andre tænker, end jeg gør.

Hvorfor har du så en have, Vibeke? Godt spørgsmål. Det er en lang historie, som rækker helt tilbage til 1967. Den gemmer vi til en anden god gang.

Suk. Længe leve vækstsæsonen. Længe leve Sisyfos. Lad ukrudtet begynde!

Vibeke Falden er artist, sanger og musikproducer. Hun er ophavskvinden bag det forældre-satiriske univers Perfekt Mor og er pt. aktuel med sangen "Kære Aula".