Kommentator: Dramatisk duel mellem S og EL

Enhedslisten er ved at indhente S som rød bloks største parti. - Dramatisk, siger TV2's politiske kommentator.

Kommentator: Dramatisk duel mellem S og EL

Regeringspartierne Socialdemokraterne og SF har en decideret tillidskrise blandt egne vælgere, og det er grunden til, at de må afgive stemmer til især Enhedslisten i en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Det siger TV2's politiske kommentator, Henrik Qvortrup, om målingen, der er lavet efter fredagens omdiskuterede skatteaftale mellem Regeringen og Venstre og Konservative.

I målingen rammer S historisk lave 15,9 procent, SF får 5,4 procent, mens Enhedslisten stiger til 12,3 procent.

- Nu er vi i så utrolige tider, at Enhedslisten kun er 3,6 procentpoint efter S. Hvis S går to procentpoint tilbage og Enhedslisten går tilsvarende frem, så har vi den situation, at Enhedslisten er større end S.

- Det er dramatisk, og hvem ved, hvad der sker. Det er utrolige tider i dansk politik, siger Henrik Qvortrup.

Han siger, at regeringen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i høj grad fik gennemført det skatteudspil, man fremlagde på forhånd. Men at det tilsyneladende ikke er nok for vælgerne.

- Der kvitteres ikke for det. Der er en barriere mellem Helle Thorning-Schmidt og vælgerne. Hun kunne love os 100.000 kroner i hånden, og vælgerne ville ikke høre det. Der forestår noget af et reparationsarbejde, siger Henrik Qvortrup.

Han ser dog også et håb, som regeringen skal klynge sig til, for målingen viser også, at der er sket en mindre vælgerflytning fra blå til rød blok. Og det er i bund og grund på baggrund af de tal, at en regeringens grundlag hviler.

- Det giver et lille lys i mørket, siger Henrik Qvortrup, der ser et interessant efterår med finanslovforhandlinger foran sig.

- Tallene gør det ikke nemmere for regeringen at have med Enhedslisten at gøre, siger han.

/ritzau/