Kommentator: Løkkes tale begejstrer ikke

Kommentator Rasmus Jønsson efterlyser en mere direkte henvendelse til egne medlemmer i Løkkes tale.

Kommentator: Løkkes tale begejstrer ikke

Partiformand Lars Løkke Rasmussens tale på Venstres landsmøde får rosende ord med på vejen af politisk kommentator og ekstern lektor i politisk kommunikation Rasmus Jønsson.

- I og for sig holder han en god tale. Han kommer med nogle hverdagsfortællinger og nogle konkrete betragtninger på danskernes hverdag, som signalerer, at han er i øjenhøjde med befolkningen, siger kommentatoren og fortsætter:

- Jeg savnede dog nogle større ord. Det var små ord og små hverdagsfortællinger. Så det var ikke en tale, der begejstrede.

Talen på Venstre landsmødet kommer på at tidspunkt, hvor Venstre ligger godt i meningsmålingerne, og hvor der stadig er lang tid til næste valg.

Rasmus Jønsson vurderer derfor ikke talen fra partiformanden til at være særligt vigtig.

Han undrer sig dog over, at Lars Løkke Rasmussen ikke henvender sig mere direkte til de medlemmer, han sidder iblandt.

- Jeg havde troet, at han ville begejstre mere. Han taler til to publikummer - Venstres medlemmer på landsmødet og resten af befolkningen.

- Han skulle have henvendt sig mere til sine egne medlemmer. Han har jo fat i befolkningen, siger Rasmus Jønsson.

Lars Løkke Rasmussen får dog ros af Rasmus Jønsson for ikke at virke hoverende, selvom meningsmålinger peger på, at landets statsminister kan blive Lars Løkke Rasmussen efter næste valg.

Den største overraskelse fra talerstolen kom, da partiformanden opfordrede til nulvækst i den offentlige sektor.

Partiformanden kom dog ikke med en forklaring på, hvor det er, der skal skæres ned - en taktik som den politisk kommentator på TV2 News Henrik Qvortrup advarer.

- Det er farligt, for regeringen vil afkræve Lars Løkke en forklaring på, hvor det er, der skal skæres ned, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.