Kommentator: Mette F. har fået første alvorlige ridser i lakken

Syriensbørn og udrejsecenter har svækket en ellers meget velkørende regering, vurderer flere kommentatorer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har for første gang fået alvorlige ridser i lakken, efter at regeringen har sagt ja til at tage børn og mødre hjem fra Syrien.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har for første gang fået alvorlige ridser i lakken, efter at regeringen har sagt ja til at tage børn og mødre hjem fra Syrien.

KØBENHAVN:Det har været et hektisk døgn, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen efter hårdt pres har taget Syriens-krigere og deres børn hjem, samt valgt placeringen til det generelt lidet eftertragtede udrejsecenter for kriminelle, udviste asylansøgere.

De to beslutninger har langt fra været uden omkostninger for regeringen, vurderer politiske kommentator ved Altinget Erik Holstein og politisk kommentator Hans Engell.

- Der er aldrig tilfældigheder i politik. De møghamrende svære beslutninger skulle træffes og de to hårde nødder knækkes. Så hvorfor ikke tage al balladen i samlet bunke?, spørger Hans Engell retorisk.

Mens beslutningen om udrejsecenteret kommer til at udløse kritik og gråd og tænders gnidsel, mener kommentatorerne ikke, at den vil koste dyrt politisk.

Erik Holstein mener dog ikke, at regeringen er "kommet heldigt" ud af sagen, da man ikke fundamentalt har fundet en bedre løsning end den tidligere regering.

Betydeligt mere problematisk er beslutningen om at hente 19 børn og tre mødre hjem fra fangelejre i Syrien.

- Det er klart, at det har givet Mette Frederiksen ridser i lakken, og at det ikke er gratis. Omvendt havde hun kun den mulighed enten at gøre det eller udløse et Folketingsvalg.

- Det sidste har hun ikke villet, og så må hun jo skrive det på tabskontoen, siger Hans Engell.

Altingets Erik Holstein mener også, at sagen kunne havde udløst et valg. Støttepartierne var klar til at ofre to ministre i sagen, og det kunne regeringen ikke klare uden et valg.

- Det er en af de ganske få sager, hvor regeringen har mistet grebet, og hvor man er endt et sted, man ikke ønskede. Og det er nok det første hak i Mette Frederiksens ellers store troværdighed på udlændingeområdet.

- Mette Frederiksen er kommet mere ned på jorden med denne her sag. Hun har ellers stået suverænt over for både opposition og støttepartier, siger han.

Regeringen har længe stået hårdt på, at man ikke ville tage mødrene hjem, da de har rejst ned for at støtte Islamisk Stat.

Så med kovendingen har oppositionen fået noget reelt at angribe med, når det kommer til beskyldninger om, at regeringens udlændingepolitik er mindre striks end deres.

- Det har virket noget forpjusket, når oppositionen tidligere har angrebet udlændingepolitikken på baggrund af eksempelvis højere ydelser til nogle indvandrere. De har haft meget lidt at tage fat i.

- Men dette her er en ønskesituation for dem. Selv den mest uduelige fodboldspiller kan sparke denne her i mål med lukkede øjne, fordi der er så mange citater, man kan bruge mod regeringen, siger Erik Holstein.

Hans Engell er mindre overbevist om, hvor dyr kovendingen bliver politisk. Han peger på, at både Venstre og Konservatives vælgere er splittede, når det kommer til, om man skal tage børn og mødre hjem.

- Og et eller andet sted tror jeg, at de fleste kan forstå, at hvis folk har et dansk pas, så bliver vi nødt til at tage imod dem. Om de så kommer hjem med en guldmedalje fra OL eller fra et thailandsk fængsel, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.