Kommentator: Pressemøde fjerner ikke pres på Mette Frederiksen

Onsdag har Mette Frederiksen holdt pressemøde om slettede sms'er. Ifølge iagttager er lidt af presset fjernet.

Onsdag aften holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde om slettede sms'er. Det kan ifølge politisk kommentator Erik Holstein have fjernet lidt af presset på hende.

Onsdag aften holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde om slettede sms'er. Det kan ifølge politisk kommentator Erik Holstein have fjernet lidt af presset på hende.

KØBENHAVN:Presset på statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke væk efter onsdagens pressemøde om hendes slettede sms'er. Det er dog blevet mindre.

Det vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.

Pressemødet kom, efter det kom frem, at statsministeren har indstillet sin telefon til automatisk at slette sms'er efter 30 dage.

Det samme har tre ledende embedsmænd i Statsministeriet, og de har derfor ikke kunnet udlevere sms'er til Granskningskommissionen.

Den kulegraver lige nu forløbet omkring beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned i november sidste år. Men altså uden mange sms'er.

På pressemødet fortalte Mette Frederiksen, at hendes sms'er formentlig er blevet slettet siden sommeren sidste år. Altså før beslutningen om at slå minkene ned.

- Presset er ikke væk, men jeg tror, det bliver mindre. Der er ingen tvivl om, at det eneste rigtige i en sådan situation er at holde et langt pressemøde, siger Erik Holstein. Pressemødet varede over halvanden time.

- Nu kan man i hvert fald ikke påstå, at hun ikke er tilgængelig for pressen, og at hun ikke vil forholde sig aktivt til spørgsmålene, siger han.

Trods længden på pressemødet mangler der dog ifølge den politiske kommentator fortsat svar på flere spørgsmål.

Der er for eksempel ikke kommet svar på, præcis hvornår sletningen begyndte.

- Det vil der stadigvæk blive spurgt ind til, lyder det fra Erik Holstein.

Han savner også svar på, hvorfor slettefunktionen ikke også er i brug i andre ministerier. For eksempel i Justitsministeriet.

Her var Barbara Bertelsen, som rådgav Mette Frederiksen om beslutningen, departementschef, inden hun skiftede til en tilsvarende stilling i Statsministeriet.

Selv om lidt af presset altså i Erik Holsteins optik er fjernet med pressemødet, kan sagen stadigvæk godt få konsekvenser.

- Det er alt for tidligt at sige. Sagen kører videre, og vi må se, hvad den bringer, når sms'erne kommer frem på et tidspunkt.

- Den er alt andet end ovre. Men hun har gjort, hvad hun kunne med det her pressemøde for at få en smule kontrol over sagen igen, vurderer han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.