Kommer, kommer ikke, kommer ...

Aalborg 18. september 2002 08:00

Informationschef Esben Lind Simonsen er lige så tvivlrådig som bondepigen, der sidder på engen og plukker blomsterblade,mens hun for sig selv stille siger: - Elsker, elsker ikke, elsker ... Den ombejlede er i dette tilfælde den amerikanske soulsanger, guitarist Prince - født P. Roger Nelson i 1958 - som ifølge en hjemmeside på nettet skal give koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center torsdag 24. oktober. Netop i denne periode er stjernen Prince på Europaturne og skulle angiveligt have en overliggerdag, når han er ude at præsentere sit sidste nye bud på avanceret, melodisk funk. - Vi har fået tilbudt Prince af flere impresarioer, men har endnu ikke skrevet under på noget. I tre uger har vi også vidst, at hjemmesiden med datoen eksisterer, men det er ikke kunstnerens egen, forklarer informationschef Esben Lind Simonsen fra AAK&KC. - Det er lidt pudsigt. Intet er aftalt, og skal vi have Prince, skal vi snart have fastlagt en dato, for vi har ikke så mange ledige datoer. Og vi skal have tid til at sælge ham. Men intet er altså endnu på plads. /athos/

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...