Berlin

Kommerciel fangst på dagsorden på hvalmøde i Berlin

Der er lagt op til slagsmål, når Den Internationale Hvalkommission (IWC) i dag indleder et tredages møde i Berlin.

De 49 lande, der har sæde i IWC, skal tage stilling til to modsatrettede forslag. Ifølge det ene forslag skal et forbud mod kommerciel hvalfangst ophæves, så det igen kan blive muligt at smage hvalbøf, mens et andet vil have skærpet forbuddet . Ligesom alle tidligere år ventes gemytterne at komme i kog. I forreste linje for at få ophævet forbuddet mod kommerciel fangst står Island og Japan, bl.a. støttet af Norge. Denne fløj har truet med, uanset hvad IWC beslutter, at genoptage hvalfangsten på deres egne betingelser. Hidtil har kun såkaldt videnskabelig hvalfangst været tilladt, men tilhængerne af kommerciel fangst mener, at hvalbestandene nu er store nok til at retfærdiggøre, at forbuddet ophæves. Danmark hører til i medlemskredsen, og her er det navnlig hensynet til Grønland og Færøerne, der spiller ind. /ritzau/