Trafikulykker

Kommission: Bilisters holdning skal påvirkes

AALBORG:Hvis du kigger væk fra vejen i 2 sekunder med 110 km/t, når du at køre 61 meter. Med andre kan det være forskellen på liv og død, om man har blikket og koncentrationen rettet mod vejen. Ikke desto mindre er uopmærksomhed en ikke uvæsentlig årsag til en del trafikulykker. Det viser undersøgelser fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, som har dybdeanalyseret over 100 ulykker. De implicerede parter er blevet interviewet om, hvad der skete lige før, det gik galt. Da oplysningerne ikke er givet videre til politiet, er der en stor grad af ærlighed om årsagen. - Mange ulykker skyldes uopmærksomhed, for eksempel at man taler i mobiltelefon. Men det kan også være, at man spiser, åbner cigaretpakker, stiller på radioen eller leder efter noget, der er tabt på gulvet, siger Sven Krarup Nielsen, havarikommissionens formand. Men selv om manglende opmærksomhed er årsag til en del ulykker, mener Sven Krarup Nielsen ikke, at der er et problem, som man bør lovgive sig ud af. - Det handler mere om at påvirke bilisternes holdning. Det er er for mig at se håbløst at gøre alle de nævnte ting forbudt. Hvordan skal man gøre det forbudt at tabe en ting på gulvet i bilen, spørger Sven Krarup Nielsen. Derfor mener han heller ikke, at det er meget vigtigt at få snak i håndholdt mobiltelefon omfattet af den nye klippekort-ordning. - I kommissionen går vi ind for, at det bliver forbudt også at sende sms-beskeder, når man kører i bil, men jeg kan godt komme på ting, der er vigtigere at få med i klippekort-ordningen. For eksempel manglende brug af sele.