Kommission: Flere børn skal se ud ad bagruden

Småbørn i bilen skal sidde længst muligt med næsen mod bagruden, da det mindsker alvorlige skader.

1. november 2012 11:16 - Opdateret 1. november 2012 11:33

Kommission: Flere børn skal se ud ad bagruden

Selvom børnene gerne vil kigge ud ad forruden, når de sidder med i bilen, anbefaler eksperter, at børn under fire år skal vende bagud længst muligt.

Det er konklusionen i en ny undersøgelse fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, der har undersøgt 23 ulykker med børn i bilen.

- For tre børn har HVU vurderet, at bagudvendt udstyr ville have mindsket skaderne for børnene ved ulykkerne. Det drejer sig om to børn på ca. tre år og et barn på under et år, står der i rapporten.

- Det ene barn dør ved sammenstødet, mens et barn kommer moderat til skade og et barn kommer let til skade, hedder det i undersøgelsen.

Ofte sker de voldsomste ulykker frontalt, og andre undersøgelser viser også, at barnet er bedst sikret, hvis det vender bagud.

Samtidig vil udstyr med side- og hovedstøtte også forbedre sikkerheden for børn i enkelte ulykker, konkluderer rapporten.

- Børnene har typisk siddet på en selepude uden ryglæn med side- og hovedstøtte og været spændt fast med bilens trepunktssele, skriver kommissionen.

- En selepude kan med fordel være udstyret med ryglæn, som giver støtte til barnets hoved og krop ved en kollision.

Havarikommissionen anbefaler, at Trafikstyrelsen overvejer et krav om, at der altid bruges de såkaldte Isofix-beslag til sikkerhedsudstyr til børn

Isofix består af to kraftige stålbøjler, der er fæstnet i selve bilens karosseri. Derfor giver Isofix en nem og sikker montering af børneudstyret.

- Den nye undersøgelse giver værdifuld viden om, hvordan man bedst muligt sikrer børn mod at komme til skade i trafikulykker. Den er et væsentligt bidrag til et emne, der ligger os alle på sinde, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

HVU anbefaler også, at danskerne skal informeres bedre om brugen af bagudvendt udstyr. For eksempel ved at Rådet for Sikker Trafik sætter ekstra fokus på, at børn sidder længst muligt i bagudvendt udstyr.

Der er i undersøgelsen ikke fundet eksempler på lovligt udstyr, som har svigtet

i de konkrete ulykker ved korrekt brug.

I 2011 var der to børn, der blev dræbt som passager ved trafikulykker, mens 16

børn kom alvorligt til skade, og 54 kom lettere til skade.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...