Kommission har et år til at løse trængsel

Der er sat navne på de trafikfolk, der skal hjælpe regeringen med at give bedre plads på de københavnske veje.

Kommission har et år til at løse trængsel

Betalingsringen er død, men trængslen i København lever.

Og tirsdag har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten sat navne på de 28 medlemmer af den nye trængselskommission.

Kommissionen skal allerede til januar aflevere en opgørelse med fordele og ulemper ved forskellige former for trængselsbekæmpelse, og til august næste år skal de endelige anbefalinger være klar.

- Jeg er sikker på, at der både kommer brugbare idéer til, hvordan vi på kort sigt kan reducere trængslen, og nogle bud på de mere overordnede sigtelinjer for hovedstadsområdet, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Den administrerende direktør for Sund & Bælt, Leo Larsen, er udpeget som formand for kommissionen, der også tæller DSB-direktør Jesper T. Lok og formanden for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S).

Desuden rummer den repræsentanter for DI Transport, Dansk Cyklistforbund, Forbrugerrådet og FDM samt flere af universiteternes trafikforskere.

- Jeg synes, vi er blevet enige om en stærk kommission, hvor der er taget hensyn til både faglig indsigt og politisk bredde, siger Henrik Dam Kristensen.

Kommissionen er udpeget samme dag, som fordelingen af den årlige indsprøjtning på 1 milliard kroner til den offentlige transport er offentliggjort.

Her er der ikke meget, der peger mod en bekæmpelse af myldretidsproblemerne i hovedstaden, og det erkender ministeren.

- Man kan ikke løse alle problemer i den kollektive trafik med en milliard om året, konstaterer han.

/ritzau/