Kommission: Regeringen forhaler kulegravning af Skat

En kommission, der skal kulegrave skandaler i Skat, kritiserer Skatteministeriet for at forhale processen.

Skattestyrelsen og Skatteministeriet får kritik for at forhale undersøgelseskommissions kulegravning af Skat. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil først svare på spørgsmål fredag. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Skattestyrelsen og Skatteministeriet får kritik for at forhale undersøgelseskommissions kulegravning af Skat. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil først svare på spørgsmål fredag. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Skattekommissionen retter skarp kritik af Skatteministeriet og Skattestyrelsen for at forsinke kommissionens arbejde.

Det skriver Berlingske.

Kritikken fremsættes i en redegørelse fra 10. oktober. I den konkluderer kommissionen, at forløbet "ikke har været tilfredsstillende".

Den har desuden haft vanskeligt ved at få særligt Skatteministeriet og Skattestyrelsen til hurtigt at udlevere dokumenter, der er afgørende for kommissionens undersøgelse, lyder det.

Undersøgelseskommissionen skal kulegrave de seneste 15 års skandaler i Skat, og den blev formelt nedsat for cirka et år siden.

Den blev sat i værk for at undersøge oprettelsen af Skat, nedskæringer og det kuldsejlede EFI-system og manglende inddrivelse af milliarder.

Kommissionens formand, landsdommer Michael Elhauge, skriver ifølge Berlingske, at man har iværksat en "rykkerprocedure" for at få det ønskede materiale.

8. oktober blev der fastsat nye frister for at udlevere resterende materiale fra Skatteministeriet og Skattestyrelsen. Det skal nu først ske til juni næste år.

Kommissionen skal også have været nødt til at returnere udleveret materiale, fordi det var uegnet til at danne grundlag for kommissionens arbejde.

Ifølge Berlingske viser redegørelsen, at kommissionen har holdt adskillige møder med ministeriet, styrelsen og Skat samt sendt breve og mails for at gøre opmærksom på problemerne.

Skatteministeriet afviser over for Berlingske at have modtaget rykkere fra kommissionen. Ministeriet oplyser, at det bestræber sig på at udlevere materialet så hurtigt som muligt.

I alt er der ind til videre udleveret flere end 1100 mapper til kommissionen. Skatteministeren ville torsdag ikke give interview til Berlingske om sagen, men først forklare sig fredag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.