Kommission: Sinn Fein bag kæmpe bankrøveri

Katolsk parti og IRA stod bag historisk røveri mod Danske Banks nye bank

BELFAST:Det katolske parti Sinn Fein i Nordirland kendte til og sanktionerede et kæmpe bankrøveri i december mod Northern Bank, der er overtaget af Danske Bank, siger en overvågningskommission i en ny rapport. Så anhold mig, siger Sinn Feins leder, Gerry Adams. Den Uafhængige Overvågningskommission (IMC), der kontrollerer paramilitære aktiviteter i Nordirland, konkluderer, at Sinn Fein, der er den politiske gren af den irske undergrundshær IRA, sanktionerede røveriet i Belfast til over en kvart milliard kroner. Kommissionen giver også Sinn Fein og IRA ansvaret for tre andre mindre røverier i Nordirland sidste efterår. Konklusionen støtter den antagelse, som den britiske premierminister, Tony Blair, og andre politiske ledere de seneste uger har luftet. Bankrøveriet har været med til at køre fredsprocessen i Nordirland ud på et sidespor. Røveriet mod Northern Bank i december var det største i britisk historie. Røverne slap afsted med 26,5 millioner pund (286 mio. kr.). Banken er netop opkøbt af Danske Bank. IMC, der blandt sine medlemmer tæller en tidligere vicedirektør i den amerikanske efterretningstjeneste CIA, mener, at regeringen skal straffe Sinn Fein økonomisk, bl.a. ved at fratage partiet de støttemidler, som det offentlige giver til partiets parlamentsgruppe i det britiske parlament. Politiet siger, at IMC's rapport er særdeles velunderbygget, men erkender samtidig, at det ikke er lykkedes at anholde nogle af gerningsmændene til røveriet mod Northern Bank. Rapporten fra IMC er den seneste af en række dårlige nyheder, der har ramt fredsprocessen i Nordirland. I sidste uge meddelte IRA under indtryk af beskyldninger om at stå bag bankrøveriet i Northern Bank, at det ikke længere vil forhandle om afvæbning. IRA og Sinn Feins mål er, at det britisk styrede Nordirland skal indlemmes i Den Irske Republik. Konflikten i Nordirland har siden slutningen af 1960'erne kostet 3600 mennesker livet, heraf har IRA 1800 liv på sin samvittighed. Kort inden røveriet i december underskrev Danske Bank en aftale med National Australia Bank om at overtage Northern Bank og National Irish Bank i Den Irske Republik /ritzau/