Lokalpolitik

Kommunal afskedsdans i Halvrimmen

Tre haller gav tilbud på fest for 600 medarbejdere, ØAH-Hallen billigst

Jam­mer­bugt-or­kest­ret Spin­ning Wheels, der har le­ve­ret mu­sik til dan­se­gla­de nord­jy­der si­den 1995, spil­ler ved Brovst Kom­mu­nes af­skeds­fest i ØAH-Hal­len. FOTO: KURT BERING

Jam­mer­bugt-or­kest­ret Spin­ning Wheels, der har le­ve­ret mu­sik til dan­se­gla­de nord­jy­der si­den 1995, spil­ler ved Brovst Kom­mu­nes af­skeds­fest i ØAH-Hal­len. FOTO: KURT BERING

BROVST:Den sidste dans for Brovst Kommunes medarbejdere kommer til at foregå i ØAH-Hallen i Halvrimmen. Kommunalpolitikerne har bedt kommunens tre haller give tilbud på menu og drikkevarer, når det fredag 24. november markeres med en fest for de kommunalt ansatte, at Brovst Kommune nedlægges til nytår og bliver en del af den nye Jammerbugt Kommune. - Med en pris på 190 kr. for tre retter mad samt vin, øl og vand er ØAH-Hallen billigst, siger kommunaldirektør Carl Stefan Bauditz, der er tovholder i festkomiteen. Priserne fra de to andre haller i Skovsgård og Brovst ligger på 240 og 270 kr. Musikken er også lokal, nemlig danseorkestret Spinning Wheels. Det seks mands orkester spiller under middagen og til dans bagefter. 700 kommunale medarbejdere er indbudt til festen i Halvrimmen, og Carl Stefan Bauditz venter omkring 600 deltagere - og en samlet pris på 140.000-160.000 kr. Der bliver også lokal amatørunderholdning ved festen, men her er programmet endnu ikke færdigt. Menuen ønsker kommunaldirektøren heller ikke at oplyse. Den skal være en overraskelse. Men deltagerne må gerne vide, at de kan danse indtil kl. 01.30, så der kan tages ordentlig afsked med Brovst Kommune. De tre andre kommuner i Jammerbugten holder tilsvarende afskedsfester for medarbejderne fredag 24. november. Disse fester finder sted i Han Herreds Fritidscenter i Fjerritslev, Aabybrohallen og Jetsmarkhallen i Pandrup.