Kommunal indsats mod at byen fryser til is
Aalborg Kommune vil forhindre, at sneen og dermed også Aalborg by fryser til is ligesom for tre år siden, derfor er de allerede igang med at fjerne sneen fra midtbyen

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Af skade bliver man klog. Og derfor hober sneen sig op på Raldvej i Aalborg.
I år er Aalborg Kommune nemlig på forkant med sneen, og det betyder, at de hurtigt tog en beslutning om, at fjerne snemasserne fra midtbyen og fragte sneen ud på en sneoplagsplads ved Raldvej i Aalborg Vestby.
- Vi har lært, at vi ikke kan lade så meget sne ligge, så fryser det fast, siger Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder for trafik og vej i miljø- og teknikforvaltningen.
Sneen var urokkelig
Den erfaring kommer efter vinteren 2009-2010. Her nåede sneen at fryse til is, inden kommunen forsøgte at flytte den, og derfor var den umulig at fjerne.
- Det resulterede i 800 henvendelser fra borgere, og hvis ikke man reagerer på det, så er der noget galt, siger Henrik Jess Jensen.
Hurtig indsats mod sne
Situationen langt fra at sammenligne med vinteren for tre år siden, og med en hurtig indsats, håber kommunen også, at det ikke bliver så slemt igen.
- Allerede søndag kl. 14 begyndte vi at overveje, hvordan vi skulle få fjernet sneen fra parkeringspladser, buslommer og gågader, siger Henrik Jess Jensen.
Han fortæller, at kommunen i første omgang prioriterer at holde veje og cykelstier rene. Men da den sidste sne var faldet mandag og vinden havde lagt sig, så fygningen stoppede, gik arbejdet med at fjerne sneen i gang tirsdag morgen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.