Kommunal sparsommelighed gav millionoverskud

HJØRRING:Det er længe siden, at Hjørring Kommune har haft spenderebukserne på, men alligevel har man været nødt til at spænde livremmen ind. Det har nu givet bonus, for Hjørring Kommune har kunnet præsentere et overskud på driftsbudgettet, der udgør 19 millioner kroner. Fra beløbet skal dog trækkes et beløb til sprogskolen, og ifølge borgmester Bent Brown (S) vil der så være 11 millioner kroner tilbage på kistebunden. - Det lyder selvfølgelig voldsomt, at vi har 11 millioner i overskud, men det er et udtryk for en lang række af besparelser, som vi har gennemført, siger Bent Brown, der naturligvis glæder sig over den uventede pengesum. - Det er bestemt dejligt, for vi har jo haft et stort driftsunderskud i mange år. Årsagen, mener Bent Brown, skal findes i, at man i Hjørring Kommune efterhånden er blevet bedre til at lægge realistiske budgetter, og derved bliver økonomien lettere at styre. Selv om der altså nu er 11 millioner mere til rådighed, så fastslår Bent Brown dog, at de ikke skal ødsles væk. - Der bliver ikke noget med, at vi går ud og investerer dem med det samme. Vi ved jo, at der kan dukke store uventede udgifter op, så vi holder lidt igen med at bruge pengene, siger Bent Brown.