Kommunal støtte til mountainbike ruter

Morsø Kommune giver 40.400 kr. til lokale klubber til at etablere ruterne i Legind Bjerge

Helle Møller Larsen
MTB-ryttere får næste år nye ruter at køre på i Legind Bjerge. Arkivfoto: Peter Mørk
Morsø 30. september 2016 12:17

MORS: Mountainbikeryttere kan fremover køre på stier specielt til formålet, for med godkendelse fra Fredningsnævnet og med bistand fra Morsø Kommune er der nu lavet en aftale om at opmærke MTB spor i Legind Bjerge.

Bag projektet står Morsø Cykelklub i samarbejde med Cykelmotionsklubben i Midt Mors, Morsø Firma og Familieidræt, Fredsø Lødderup Ungdoms - og idrætsforening og Jesperhus Feriepark.

Projektet har et budget på 53.400 kroner og får 40.400 i støtte fra udviklingspuljen under beskæftigelses - og erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

- Vi har valgt at støtte projektet, fordi det er godt for branding af Mors og med til at sætte øen på landkortet, siger Ellen Philipsen Dahl (DB), formand for kommunens erhvervs - og beskæftigelsesudvalg.

Med den nye MTB sti håber de involverede parter at kunne etablere kørsel på mountainbike under ordnede forhold gennem skoven. Et projekt, der har været forsøgt før. Projektgruppen anslår, at der pt. er 500 ugentlige brugere i skoven. Et tal, der kan vokse med afmærkede stier, mener de.

Stien bliver lagt som en slags ringvej i kanten af skoven for at skabe ro for dens dyr, planter og brugere. I ansøgningen er der lagt vægt på, at projektet giver andre besøgende i skoven mulighed for at fravælge netop de stier, som bruges af mountainbikere.

- Vi støtter projektet, fordi det er nyt tiltag, der ikke er set her før, og forhåbentlig kan være med til at tiltrække turister, siger udvalgsformanden.

Netop af hensyn til turisterne skal stien være færdig i sommeren 2017. Arbejdet med at sætte de 120 pæle op, der skal markere stiens forløb, går i gang i løbet af efteråret.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...