Morsø

Kommunalbestyrelsen rykker ud

4. maj er politikerne taget til Sundby, hvor der er indlagt spørgetid

Kommunalbestyrelsen rykker et par gange i år ud af de vante omgivelser. Arkivfoto: Bo Lehm

Kommunalbestyrelsen rykker et par gange i år ud af de vante omgivelser. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Mandag 4. maj kan borgerne stille spørgsmål direkte til Kommunalbestyrelsens medlemmer, som inviterer borgerne til spørgetid inden kommunalbestyrelsesmødet. Spørgetiden og kommunalbestyrelsesmødet er i Sundby Forsamlingshus og alle er velkomne.

- Vi håber i Kommunalbestyrelsen, at borgerne vil benytte muligheden for at stille spørgsmål til os, når vi for første gang inviterer til spørgetid i Sundby. Ordet er frit, og der kan stilles spørgsmål til alle i kommunalbestyrelsen. Herefter er alle interesserede som altid velkomne til at deltage under selve kommunalbestyrelsesmødet og følge den politiske debat - dog uden mulighed for at stille spørgsmål under denne del, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Kommunalbestyrelsen har valgt, at to møder i 2015 holdes ude på øen og der forud for møderne er spørgetid fra kl. 16.00-16.45.

Når Kommunalbestyrelsen næste gang rykker ud, holdes spørgetiden og Kommunalbestyrelsesmødet i Hvidbjerg, 14. september, hvor der også er 1. behandling af budgettet.

- Vi håber, at spørgetiden og de to møder i Sundby og Hvidbjerg kan være med til at gøre den politiske debat og beslutningerne mere nærværende. Samtidig er spørgetiden en ny mulighed for os politikere til at få indblik i hvilke emner, der optager morsingboerne. Når de to møder i Sundby og Hvidbjerg er holdt, vil kommunalbestyrelsen vurdere, om forsøgsordningen med spørgetid og møder ude på øen, skal være en permanent ordning, siger Hans Ejner Bertelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.