Kommunalchef skal stå skoleret over for byrådet

Politikere kræver forklaring på, at et underskud på 11,5 millioner kroner i løbet af få uger dukkede op i socialforvaltningen

HOBRO:Kommunaldirektør Kim Kristensen skal inden nytår skriftligt stå skoleret for byrådet og forklare, hvordan et minus på en til to millioner kroner i løbet af få uger kunne vokse til et underskud på 11,5 millioner. Den store overskridelse på budgettet er sket på det sociale område, og derfor skal kommunaldirektøren uden tvivl have en indgående snak med socialchef Kurt Bennetsen. På byrådsmødet tirsdag aften kunne de kommunale chefer sidde på sidelinjen og lytte til usædvanligt skarpe formuleringer fra politikerne. - Der må placeres et ansvar, og sagen må få konsekvenser, sagde Hans Jørgen Nielsen (K). - Hvor er styringen, spurgte Venstres gruppeformand Jan Hviid. - Det er for mig ufatteligt, at socialudvalget fortsat ikke formår at ramme plet med sit budget, sagde Kim Laursen (V). Tvungne udgifter På nogle bestemte områder er pengene løbet hurtigere ud af den kommunale kasse, end man havde ventet. Der er tale om områder, hvor kommunen ifølge lovgivningen skal betale, og derfor reelt ikke kan styre forbruget. Derfor var kritikken ikke så meget, at der er et overforbrug, men at politikerne så sent får det at vide. - For at leve op til et budgetansvar på vores område, skal vi i god tid have forelagt de forhold, som gør, at budgettet skrider. Men hverken socialudvalget eller økonomiudvalget har fået nogen forvarsler om, at der var noget galt og med ubalance i denne størrelsesorden, forklarede socialudvalgsformand Hans Poulsen (S), som forsikrede, at han bestemt ikke havde det godt med nu at skulle anmode om en tillægsbevilling et par uger før budgetåret rinder ud. Dybt rystede I august var alt nærmest fryd og gammen på det sociale område. Godt en måned senere var meldingen pludselig et minus på 4,3 mio. kroner. Og 9. november fik socialudvalget så besked om, at overbruget samlet vil blive 11,5 mio. kr. - Alle i udvalget var dybt rystede, forsikrede Hans Poulsen. Byrådet endte med at give en tillægsbevilling, men sagen splittede Venstres gruppe. Tre Venstre-folk sagde nemlig nej, selv om pengene er brugt. Det var Svend Madsen, Inger Winther og Kim Laursen. - Det eneste udvalg med socialdemokratisk flertal har nu tre år i træk fået tillægsbevilling, stak Kim Laursen. Hans bemærkning blev mødt med tavshed af socialdemokraterne. Tillægsbevillingen på otte millioner kroner tages af kassen, mens 2,5 mio. kr. i overforbrug på ældreområdet overføres som underskud til 2005. Kim Laursen spurgte, hvad byrådet ville have gjort, hvis situationen var opstået for få måneder siden. - Dengang havde vi jo ingen penge i kassen, konstaterede han. Hobro-listens Svend Nielsen stemte hverken for eller i mod tillægsbevillingen. Han har ofte slået til lyd for, at Hobro Kommune skærer i servicen og i personaleforbruget på blandt andet ældreområdet. - I en tid med et skattestop kan vi ikke fastholde serviceniveauet, sagde Svend Nielsen og efterlyste et mere tydeligt budgetansvar helt ud til den enkelte medarbejder.