Lokalpolitik

Kommunaldirektør: Vi hjalp Damborg ved at skære igennem

ARDEN:- Vi burde nok have grebet ind noget før. Daværende kommunaldirektør Jens Nørgaard fastholder, at indgåede aftaler blev overholdt, men at en hurtigere indgriben havde været på sin plads. - Frank Damborg havde svært ved at finde ud af, om han skulle arbejde det ene eller andet sted. Især, da opgavemængden voksede, efterhånden som også beboerforeninger trak på ham samtidig med, at børnehaven skulle udvides. - Der blev trukket i ham fra flere sider, og så opstod frustrationerne, fordi han jo brændte for opgaven med legepladserne. - Derfor hjalp vi ham ved at skære igennem og sige, at nu havde han igen kun en chef - nemlig lederen af børnehaven, hvor han var ansat som pedel, forklarer Jens Nørgaard. Men hvorfor ikke ansætte Frank Damborg som legepladsinspektør?- Så tæt på kommunesammenlægningen havde vi hverken midler eller personalemæssig dækning til at ansætte en legepladsinspektør. Desuden tvivlede vi på behovet for en inspektør på fuld tid i Arden. - Men hvis Mariagerfjord Kommune får brug for en inspektør, vil han være en endog særdeles velkvalificeret ansøger. Over for Frank Damborg har jeg aldrig lagt skjul på, at han er faglig dygtig og en stor ildsjæl. Vi er glade for det, han har gjort for dyreparken og naturlegepladsen, understreger Jens Nørgaard.