EMNER

Kommunale kerneydelser skal beskæres

Ole Rørbæk Jensen undrer sig over, hvor det kommunale selvstyre blev af

Ole Rørbæk Jensen (T) tror ikke, at man kommer igennem budgettet for 2007 uden at skære på de kommunale kerneydelser. Arkivfoto:

Ole Rørbæk Jensen (T) tror ikke, at man kommer igennem budgettet for 2007 uden at skære på de kommunale kerneydelser. Arkivfoto:

SÆBY:- Regeringen kan simpelthen ikke være det bekendt, siger Ole Rørbæk Jensen (T) om den situation, blandt andre Frederikshavn Kommune er havnet i op til forhandlingerne om budget 2007. Ikke fordi Ole Rørbæk Jensen vil smide al skyld for de besparelser, kommunen skal ud i, over på regeringen, men han undrer sig over, at man insisterer på at holde tøjlerne så stramt, som regeringen gør, i et år hvor man ved, at fusionskommunerne har en bunke ekstraordinære udgifter i forbindelse med kommunalreformen. - Jeg er godt klar over, at sporene skræmmer fra kommunalreformen i 1970, hvor kommunalskatterne eksploderede i årene efter - og at man vil holde kommunerne i kort snor for at undgå, det sker igen. - Men det er ikke nogen ønskestart for os, der skal i gang i de nye kommuner, og sælge dem som en god ide til borgerne, når vi nu skal sætte store besparelser ind samtidig, siger Ole Rørbæk Jensen. Han konstaterer, at det kommer til at gøre ondt, når pengene skal findes, for når det kommer til stykket, så er der kun de kommunale kerneydelser at skære i. - Vi gør da hvad vi kan for at finde de besparelser, der kan gennemføres uden det gør rigtig ondt - men det er altså langt fra nok. - Vi kommer ikke uden om at skulle skære i børne-, unge- og ældreområderne, siger han. Så i en tid, hvor finansminister Thor Pedersen siger, at Danmark aldrig har været rigere, undrer Ole Rødbæk Jensen sig. - Der er et overskud på statsfinanserne på flere end 60 milliarder kroner. Nogen siger 80 milliarder kroner, men lad os bare sige mindst 60, og Thor Pedersen praler med det i tide og utide. - Alligevel har vi i Frederikshavn Kommune aldrig haft så få penge, som vi har nu. Vi kan ikke engang holde status quo fra sidste år på serviceområderne, siger Ole Rørbæk Jensen. Men spares, det skal der, for kommunerne må ikke sætte skatten op for at kompensere for de øgede udgifter. - Vi er bundet på hænder og fødder rent økonomisk. Regeringen styrer tingene så hårdt, at vi bare sidder tilbage som administratorer af de regler, regeringen stikker ud. - Det kommunale selvstyre er efterhånden en illusion, siger Ole Rørbæk Jensen.