Lokalpolitik

Kommunalpolitiker sælger varen i Bælum

Kommunalbestyrelsesmedlem har købt købmandsforretning og skifter karriere

Sten Jen­sen har over­ta­get Mer­ko-køb­mands bu­tik i Bæl­um. Foto Aja Niel­sen

Sten Jen­sen har over­ta­get Mer­ko-køb­mands bu­tik i Bæl­um. Foto Aja Niel­sen

BÆLUM:I oktober sidste år havde kommunalbestyrelsesmedlem Sten Jensen (V) ingen idé om, at han få måneder efter skulle stå med nøglen i hånden og ansvaret for sin egen købmandsforretning. Men sådan blev det. En bekendt gjorde nemlig Sten Jensen opmærksom på, at MERKO i Bælum var til salg. Og så slog den foretagsomme politiker til. - Jeg vidste ikke en klap om branchen, men jeg har altid haft med handel at gøre, så jeg lavede en god aftale med de tidligere ejere om en overgangsordning, hvor de lærte mig op fra bunden, siger Sten Jensen. Han stopper et øjeblik talestrømmen for at tage telefonen og kradse en bestilling ned fra en kunde. - To liter letmælk, to pakker svesker, en kartoffelsalat - skal det være af den slags med purløg? Og en Høkersnaps ja, tak. - Vi ligger jo i et lokalsamfund, og vi har valgt stadig at bringe varer ud til pensionisterne. Det betyder meget, siger Sten Jensen. Han er meget bevidst om den rolle en butik spiller i en lille by. - Indkøbsmuligheder og skole har stor betydning for om folk vælger at flytte til en by som Bælum, mener Sten Jensen, som ikke helt kan slippe sin rolle som kommunalbestyrelsesmedlem. En rolle han udfylder ved siden af rollen som købmand - i hvert fald indtil 1. januar, hvor Nørager indlemmes i den nye Rebild kommune. Færdig med at rejse Sten Jensens arbejdsdage i forretningen er lange. Butikken lukker først klokken 20, og typisk er der først tid til aftensmad med familien i Haverslev, når klokken runder 22 eller 23. - Men nu kommer jeg hjem hver aften til min faste base, siger Sten Jensen, som altid har rejst meget i sine job. - Fra 1994 til 2001 var jeg eksportchef hos Trip Trap i Hadsund, og siden har jeg været distributør af Trip Trap i USA og Canada sammen med en partner. Det har givet mig mellem 100 og 150 rejsedage om året, så jeg har set de hotelværelser, jeg skulle se, siger Sten Jensen. Han satser nu på, at distributør-partneren skal overtage rejseaktiviteterne. Til gengæld nyder købmanden så at bruge sin tid på kunderne. -Jeg har skullet lære at tage bestillinger på mælken og sidde i kassen, men kunderne har taget godt imod mig og tilgiver de fejltrin, der måtte være. De er rigtig gode til at give hints om, hvad jeg skal og ikke skal i butikken, og det er også efter deres ønske, at jeg for eksempel har fået et større sortiment i frugt, siger købmanden. Sten Jensen har blandt andet brugt de første måneder på at bygge om i forretningen, som er blevet lysere, større og med et udvidet varesortiment. Det må være projekt nok for lige nu, mener han. Men han har øjnene åbne for udviklingsmulighederne i butikken. Selv håber han at få lidt mere frihed, når kalenderen runder 31. december og Nørager bliver til Rebild Kommune.