Kommunalt ansatte på CO2-fri cykleture

Kommunalt ansatte med cykler. Forrest Mikkel Jørgensen og Lisa Lorentzen, i midten fra venstre Jens Peter Neergaard, Inger Taylor og Marianne Kristensen og bagerst fra venstre Anders Horsten, Bjarke Jensen og Uffe Westerberg. Privatfoto

Kommunalt ansatte med cykler. Forrest Mikkel Jørgensen og Lisa Lorentzen, i midten fra venstre Jens Peter Neergaard, Inger Taylor og Marianne Kristensen og bagerst fra venstre Anders Horsten, Bjarke Jensen og Uffe Westerberg. Privatfoto

MARIAGERFJORD:3,5 tons CO2 mindre er sluppet ud, og 20.000 kilometer sund motion på cykel er vundet. Sådan lyder det lokale resultat af den nationale kampagne "Vi cykler til arbejde". 21 hold fra skoler, børnehaver og virksomheder i Mariagerfjord-området deltog i kampagnen. I alt 209 steg på cyklen og trådte i pedalerne til arbejde. På bundlinjen blev det til 2679 cykeldage og cirka 20.000 kilometer. – Derved har de sparet atmosfæren for cirka 3,5 tons CO2, lyder udregningen fra Mariagerfjord Kommunes miljøvejleder Inger Taylor, der har været koordinator på den lokale afdeling af "Vi cykler...". Kommunens egne folk viste vejen, idet en entusiastisk gruppe medarbejdere fra tekniks forvaltning i Arden var med. Kort- og GIS-medarbejder Mikkel Præst Jørgensen, cyklede 378 km fordelt på 18 dage i kampagnens periode, og dermed nåede han længst. – Vi har faktisk afskaffet den ene bil, fordi jeg nu i stedet cykler på arbejde og vores beregninger viser, at vi sparer cirka 800 kr. om måneden ved det, siger han. Regner han reparationsudgifter mv. med, er besparelsen endnu højere – op til 12.000 kr. på et år. En anden væsentlig motivationsfaktor for Mikkel Præst Jørgensen har været, at han samtidig får gratis motion: – I en familie med mindre børn kan det være svært at finde tid til at dyrke motion, men ved at bruge 15 minutter ekstra på at komme på arbejde, er det ikke noget problem, fortæller han. Biolog Anders Horsten har på den daglige cykeltur gennem Rold Skov fået mange naturoplevelser, hvor han både har observeret hvepsevåge og sortspætte. Den helt store oplevelse fik Anders dog, da han fik øje på Danmarks største rovfugl, havørnen, der fra tid til anden lægger vejen forbi skovens søer. Inger Taylor oplyser, at der i 2008 deltog 11 medarbejdere i kampagnen, men flere er siden begyndt at cykle.