Lokalpolitik

Kommunalt ”Ja” til urmager efter et halvt år

Skeptikere i byrådet frygter, at beslutningen på sigt vil begrænse adgangen til Himmerlandsgade

AARS:Færre smutveje til Himmerlandsgade. Det kan ifølge flere lokalpolitikere bliver den langtsigtede bivirkning, efter at Aars Byråd forleden sagde ”Ja” til det udvidelsesprojekt, som urmager Poul Hinrichsen i øjeblikket er i gang med i Aars’ hovedgade. Projektet indebærer bl. a., at den nuværende port fra Aars Lystanlæg til Himmerlandsgade bliver lukket, og det er samtidig forklaringen på, at det har taget urmageren op mod et halvt år at få kommunens godkendelse i hus. - Som PH sagde, så er præcedens noget, fanden har skabt, og med denne afgørelse i mente er der adskillige andre butiksindehavere i Himmerlandsgade, som med føje vil kunne kræve deres porte lukket for offentligheden, advarede fhv. borgmester Per Nørgaard (V). Socialdemokraten Asger Andersen var endnu mere kategorisk. - Med denne afgørelse er der reelt åbnet op for, at samtlige porte ud til Himmerlandsgade bliver lukket, forudså han. Museet siger ok Når et samlet byråd ikke desto mindre står bag godkendelsen af Poul Hinrichsens butiksudvidelse, skyldes det først og fremmest, at Museumscenter Aars har sagt god for den løsning, der er skitseret. Museet har et stort ord at skulle have sagt, når det gælder vedligeholdelsen af Aars Lystanlæg, og i følge museumsdirektør Bo Madsen og museets bestyrelsesformand, Anders Gundersen, er der intet til hinder for, at urmageren i fremtiden kan køre ind til sin ejendom via parkeringspladsen i lystanlægget. - Jeg undrer mig over indstillingen, men jeg er i det mindste glad for, at udtalelsen fra museet er så klar, som den er. - Den er vi nødt til at respektere, lød det med en vis beklagelse fra socialdemokraten Mogens Holm. Andre i byrådet var mere uforbeholdne i deres opbakning til Poul Hinrichsens udvidelsesprojekt. - Jeg synes, det er al ære værd, at en forretningsindehaver vil udvide sin butik til gavn for hele byen, og jeg finder det ærligt talt flovt, at sådan en lille sag skal trække så meget i langdrag. - Jeg tror ikke, jeg har oplevet en tilsvarende sag i de fem år, jeg efterhånden har beskæftiget mig med lokalpolitik, og på baggrund af sådan et sagsforløb tror jeg nok, jeg som butiksejer ville tænke mig om to gange, før jeg lige præcis valgte at slå mig ned i Aars, lød vurderingen fra den konservative Ernst Pinstrup Sørensen. Helhjertet ros til butiksudvidelsen vankede der også fra partifællen Per Godiksen og Venstres Jan Dyregaard. - Jeg synes, det er en god beslutning, som på én gang styrker det lokale handelsliv og er nænsom overfor anlægget og de omkringliggende bygninger, fremhævede Jan Dyregaard.