Aalborg

Kommunalt!

NÆRDEMOKRATI:Jeg vil gerne melde sig i rækken af frustrerede borgere, der er så uheldige at være naboer til kommunens arealer. Jeg har i skel et 30 meter højt og 20 meter bredt træ, der rager tre meter ind over hækken. Det tager al min vestsol, og om en måned smider det ca. to millioner visne blade i mit staudebed. Mon jeg må få dem fjernet på kommunens regning? Jeg har i 20 år tryglet om at få monstrummet beskåret, men nej. Nærdemokratiet er en by i Rusland. Mit 20 meter lange flethegn ud til en offentlig sti er dækket af grene fra beplantningen udenfor. Den vokser også gennem det. Og det skal man finde sig i. Man har pligt til at klippe hækken på begge sider, men det er bare ikke muligt for nogen hvis mand at trænge gennem den tre meter brede jungle til den udvendige side. Den er bl.a. fyldt med store, grimme brombærbuske, der også hænger ind over hegnet og ikke er til at komme i nærheden af. Jeg har fået løfte om rydning, men jeg vil se det, før jeg tror det. Alle mand er vel beskæftiget med at grave den halve by op. Ih, hvor er det kommunalt!