Pædofili

Kommune beder hjemmestyret om bistand efter pædofilisager

Nuuk, torsdag /ritzau/ Den grønlandske hovedstadskommune, Nuuk, har bedt hjemmestyret om hjælp efter to store sager om pædofili. Den grønlandske hovedstadskommune, Nuuk, har bedt hjemmestyret om bistand, så kommunen er i stand til at sætte en omfattende indsats i gang i forbindelse med to store sager om pædofili. Kommunen er foreløbig i kontakt med mellem 40 og 50 børn og deres familier, men myndighederne har endnu ikke det fulde overblik over, hvor stort det seksuelle misbrug har været. - Vi har bedt hjemmestyret om hjælp, så vi kan få psykologbistand, og så vi kan få koordineret alt det arbejde, vi skal have sat i gang, oplyser Nuuk Kommunes socialchef, Vibeke Møller Jensen. Kommunen er, når det gælder mulighederne for psykologbistand, i forvejen under pres, da der dette forår har været en del selvmord i byen, hvor der efterfølgende har været behov for psykologhjælp. Første skridt, efter at pædofilisagerne er kommet frem, var at få holdt møder med forældrene, tilbyde samtaler med psykolog samt at få aktiveret lærerne på de berørte skoler, så de blev opmærksomme på, at nogle af børnene måske ville begynde at reagere voldsomt. Og når politiet er færdig med sit arbejde med afhøringer m.m., kan kommunen så tilbyde egentlig terapi. Politiet i Grønland, der er i gang med at efterforske sagerne, understreger dog, at det ikke er alle børnene i den berørte gruppe, som har været udsat for overgreb. - Vi har gennemført en del af afhøringerne. Og som det ser ud nu, bliver tallet noget mindre end de 40 til 50, der har været fremme i medierne, oplyser stationsleder Bent Heiselberg fra politiet i Nuuk. To mænd er pågrebet af politiet, men den ene har efterfølgende begået selvmord i arresten. Grønland har tidligere været ramt af omfattende sager om seksuelle overgreb på børn. /ritzau/