Kommune dropper lokale og køber i udlandet

HJ Kontorcenter droppet af Frederikshavn Kommune - overvejer nu at flytte til Aalborg

Hans Christensen
Jens Ifversen, direktør i HJ Kontorcenter i Frederikshavn, er skuffet og overvejer at flytte virksomheden til Aalborg.
EMNER 19. september 2013 17:51 - Opdateret 20. september 2013 19:49

FREDERIKSHAVN: - Vi overvejer at flytte virksomhedens hovedadresse til Aalborg og fremover kun have en satellitadresse i Frederikshavn.

Det siger Jens Ifversen og Michael Jørgensen, henholdsvis direktør og daglig leder af HJ Kontorcenter A/S i Frederikshavn.

Virksomheden, der har hovedsæde i det nordvestligste Frederikshavn og en afdeling på Hobrovej i Aalborg, føler sig klemt af Frederikshavn Kommunes indkøbssystem.

Svensk og fransk firma

I en længere årrække var HJ Kontorcenter dellevarandør af kontormøbler og hovedleverandør af kontorartikler til kommunen. En ordre på fire-fem millioner kroner om året, men for et år siden valgte Frederikshavn Kommune ny leverandør efter et såkaldt SKI-udbud.

- Vi tabte udbuddet marginalt. Kommunen valgte i stedet LYRECO, som kort efter blev diskvalificeret. Alligevel valgte kommunen at fortsætte med LYRECO, selv om vi gjorde indsigelse, siger Michael Jørgensen.

I dag køber Frederikshavn Kommune møbler af KINNARPS og kontorartikler hos LYRECO, så skattekronerne sendes videre til Sverige og Frankrig. Vi kan intet stille op mod det kommunale system, der gerne vil have indbyggernes skattekroner, men ikke vil give noget tilbage til de erhvervsdrivende i kommunen, siger en skuffet Michael Jørgensen.

Må afskedige

Nu står virksomheden over for at skulle fyre tre-fem ansatte - og dråben, der får bægeret til at flyde over, er det seneste nr. af kommunen nyhedsbrev. Heri highlightes HJ Kontorcenter med fede røde typer, som dem, de ikke gider lege med”. Vi undrer os og er irriterede over måden, vi er blevet bortdømt på, siger Michael Jørgensen.

Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra Frederikshavn Kommunes indkøbskontor.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...