Tyverier

Kommune, handel og virksomheder bag fælles vagtkorps

BRØNDERSLEV:Det skal være svært at være indbrudstyv i Brønderslev. Brønderslev Kommune indgår en ét-årig forsøgsordning med et vagtkorps sammen med Brønderslev Handelsstandsforening og erhvervsvirksomheder. Baggrunden er den seneste tids kraftige stigning i kriminaliteten. Brønderslev erhvervsudvikling havde taget initiativ til en konference omkring emnet. Her var der stemning for at gøre noget ved problemet. Jens Arne Hedegaard kunne oplyse, at sagen i nær fremtid skal drøftes i kommunens børne- og kulturforvaltning, hvor det skal undersøges, hvad der kan gøres ved problemet om specielt de yngre kriminelle. Det er Jens Arne Hedegaards opfattelse, at en opklaringsprocent på under 10 er for lav for indbrud. - Man må sige, at der ikke er stor erhvervsrisiko inden for den branche, sagde han. Christian B. Christiansen kom med en opfordring til at inddrage erhvervsvirksomheder. - Man har et samarbejde mellem skoler, socialvæsen, politi og foreninger. Men hvad med også at inddrage erhvervsvirksomheder. Her kunne man måske arrangere foredrag med mere omkring kriminalitet, sagde han. Selv har Christian B. Christiansen været hårdt plaget af indbrud. - Jeg blev smidt ud af mit forsikringsselskab efter mange indbrud, og har nu installeret i tre røgkanoner. De er effektive. De kan kun anbefales til andre, sagde han. Jens Arne Hedegaard er af den opfattelse, at alle skal stå sammen om at løse problemet. - Vi kan ikke løse det alene. Derfor inddrager vi blandt andet politikere, bemærkede han. Selv er Brønderslev Kommune gået ind i et samarbejde med erhvervslivet og handelsstandsforeningen om en vagtordning. Der vil så altid være en vagt, der kører i Brønderslev. Jens Arne Hedegaard oplyste, at denne vagtordning kører i foreløbig et år. Kriminalinspektør Henri Gade lagde ikke skjul på, at han ikke tror, at en vagtordning løser meget. - Det er selvfølgelig godt at få dækket af, sagde han. Folketingsmedlemmerne Ole Stavad (S) og Tina Nedergaard (V) kunne fortælle, at der er ydet flere ressourcer til politiet blandt andet med henblik på at få begrænset indbrud i private hjem. - Det er en slem oplevelse med et indbrud i et privat hjem, sagde Tina Nedergaard. Holdningen hos nogen er, at når man stjæler fra en virksomhed, stjæler man ikke fra "nogen". Advokat Jens Pontoppidan efterlyste mere politi efter klokken 16 i Brønderslev. - Tyveknægtene ved, at der ikke er politi på gaden. BRØNDERSLEV: