Brønderslev

Kommune: Overpris er en fejl

BRØNDERSLEV:Helle Høj Milson skal kun betale 350 kroner for at få sin datter passet i SFOen på Dybvad Skole. Det fastslår direktør for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune, Henning Risager, der nu vil se nærmere på sagen. - Hun skal kun betale den pris, det koster i Frederikshavn Kommune. Sådan er reglerne. Det har aldrig været hensigten at tjene penge på sagen, og hvis hun har betalt for meget, så får hun selvfølgelig tilbagebetalt pengene, siger Henning Risager. Årsagen til, at Helle Høj Milson i år er blevet opkrævet 610 kroner i stedet for 350 kr. skyldes, at Brønderslev Kommune endnu ikke har indarbejdet taksterne for 2009 fra Frederikshavn Kommune, forklarer Henning Risager. Det er også derfra, at rabatten på 300 kroner stammer. - Da vi meldte vores takster for 2009 ud, kendte vi ikke taksterne i Frederikshavn. Derfor tog vi udgangspunkt i 2008, hvor pladsen i Frederikshavn var 300 kr. billigere. Og de 300 kroner har vi så ført videre i 2009. Men nu kender vi tallene, og så bliver de rettet helt automatisk, siger Henning Risager. Men de 300 kr. i rabat i 2008 var bare ikke nok. Med rabatten skulle hun nemlig betale 570 kroner for SFOen, selvom prisen i Frederikshavn Kommune kun var 340 kroner. Og det kommer bag på Henning Risager. - Jeg har fået at vide, at den reelle pris i 2008 var 570 kroner. Men hvis prisen kun var 340 kroner, så er der sket en fejl, erkender han. - Derfor vil jeg nu se på sagen, og hvis vi har begået en fejl, så betaler vi også pengene tilbage for 2008, tilføjer Henning Risager.