EMNER

Kommune sætter ind mod socialsnyd

Det er blevet ekstra svært at snyde sig til ekstra ydelser hos Vesthimmerland Kommune.

VESTHIMMERLAND:Siden nytår har to medarbejdere været sat til at gennemse sager, som man af den ene eller anden grund har en vis mistanke til. Og det har allerede givet resultater. - Vi har tyve sager i gang på grundlag af arbejdet. Og vi har tyve henvendelser liggende, som vi skal have undersøgt, fortæller afdelingschef i Socialforvaltningen, Janne Dinesen. Hun understreger, at det, at der er sager og henvendelser, ikke er ensbetydende med, at der også er snydt i en sagsbehandling. Det var i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2010 at byrådet vedtog at oprette det særlige team til at kigge socialsager igennem. Og det har fået stor opbakning af borgere. Vi får ofte henvendelser fra borgerne - enten navngivne eller anonyme – og de henvendelser efterforskes af det nyoprettede team. Det handler således ikke om at forfølge de borgere, der lovligt modtager offentlige ydelser. Det drejer sig om at sikre, at borgerne får de ydelser, de er berettiget til – hverken mere eller mindre forklarer afdelingschef Janne Dinesen. Generelt er det blevet mindre accepteret blandt danskerne at nogen prøver at snyde det offentlige. - Hver gang kommunen snydes, betyder det færre penge til blandt andet børnepasning, skoler og ældrepleje. Derfor håber jeg, at risikoen for at blive afsløret, vil få folk til at tænke sig rigtig godt om, gør Vesthimmerlands borgmester Knud Kristensen (K) op. Folk, der modtager offentlige ydelser, har oplysningspligt og skal derfor henvende sig til kommunen, hvis de flytter, eller hvis der sker ændringer i husstandens indkomst. Det er det ikke alle der gør. Det ses også, at par angiver at de bor hver for sig, men reelt bor sammen. Enlige får på flere områder højere tilskud end samboende. Boligstøtte, børnetilskud pensioner, sygedagpenge og kontanthjælp kan nogen også prøve at bøje reglerne for. Der er endnu ikke afsluttet sager, men forløbet følges spændt af både forvaltning og politikere.