Kommune tvinger syg mand i arbejde kort før pension

Trods arbejdsskade i skulderen sender Vesthimmerlands Kommune tømrer i arbejdsprøvning kun få måneder før hans pensionering

Arkivfoto: Claus Søndberg
Arbejdsmarked 13. februar 2018 19:45 - Opdateret 13. februar 2018 20:25

NORDJYLLAND: To måneder inden den 65-årige tømrer Hans Pedersen kan gå på pension, tvinger Vesthimmerlands Kommune ham i arbejdsprøvning.

Det på trods af, at læger og eksperter har konstateret, at han har kroniske smerter i skulderen efter en alvorlig arbejdsulykke, skriver Fagbladet 3F.

For tre år siden flækkede Hans Pedersen skulderen efter et fald fra en stige. Ifølge hans patientjournal er der "ikke udsigt til, at han nogensinde vender tilbage til sit tømrerhverv".

Selv den "mindste belastning af højre skulder øger risikoen for markant kronisk smerteforværring betragtelig", fremgår det af journalen.

Har ondt hver dag

- Jeg har ondt hver dag og vågner flere gange om natten på grund af smerter. Hvis jeg er aktiv i mere end en halv time, begynder smerterne at komme, siger Hans Pedersen til Fagbladet 3F.

Tilbage i 2016 blev han første gang sat i arbejdsprøvning. Men efter kun fire dage måtte han give op.

Det accepterede kommunen.

Derfor undrer det Hans Pedersens socialrådgiver, at en ny vurdering om arbejdsprøvning finder sted nu - kun to måneder før Hans Pedersens afgang fra arbejdsmarkedet.

"Chikane på højeste plan"

Byrådsmedlem Rasmus Vetter (S) kalder Vesthimmerlands Kommunes behandling af Hans Pedersen for "chikane på højeste plan".

Han vil tage sagen op med borgmester Per Bach Laursen (V), der p.t. ikke ønsker at udtale sig.

Læs mere om sagen her her

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...