Socialforsorg

Kommune vil se på boliger til ældre

Borgmester Flemming Jansen vil undersøge behovet for almennyttige boliger til ældre i Hune

PANDRUP:Der vil blive set på, om der er behov for flere lejeboliger i Hune. Det fastslår borgmester Flemming Jansen (V), efter formanden for Ældre- og handicaprådet, Bent Jensen, i går i NORDJYSKE gjorde opmærksom på, at der er et behov for almennyttige boliger til enlige ældre, der har brug for at flytte til noget mindre og mere overkommeligt. - Jeg kan sagtens følge Bent Jensen, og er der et dokumenteret behov, så vil vi selvfølgelig kigge på det, siger Flemming Jansen, der tilføjer, at når der kommer sådanne udtalelser, så vil de blive taget alvorligt. Det er tidligere blevet vuderet, at der ikke var behov for almenyttige boliger i Hune, blandt andet fordi da man forsøgte sig med andelsboliger til ældre, var det uden held, fortæller Flemming Jansen, og gør opmærksom på, at der bygges almennyttige boliger på livet løs i andre byer i kommunen, for eksempel i Blokhus, Saltum og Pandrup. - Men det hjælper selvfølgelig ikke de ældre i Hune, siger han og tilføjer, at han har fuld forståelse for, at de ældre ikke vil flytte til andre byer for at kunne få en almennyttig bolig. Ligeledes fortæller han, at kommunen også skal passe på, at den ikke kommer til at stå med tomme boliger, fordi behovet i virkeligheden ikke er stort nok. Derfor bliver kommunen nødt til at tage hensyn til økonomien, mener Flemming Jansen, der gerne ser, at private virksomheder tager initiativ til at opføre almennyttige boliger. - Det kan sagtens lykkeds, når det foregår privat. Det har for eksempel været en stor succes med udlejningskomplekset Klostergården i Pandrup, siger han. Han erkender dog, at de projekter der er i gang i øjeblikket, er i en prisklasse, der hovedsagligt henvender sig til en yngre målgruppe og fortæller, at der ikke er tvivl om, at det idelle ville være, hvis der også var almennyttige boliger til ældre i Hune. Derfor er Flemming Jansen åben overfor en dialog med Bent Jensen om situationen. Der er i øjeblikket fire almennyttige boliger i Hune, og Bent Jensen mener, at der er et øjeblikkelig behov for yderligere seks til otte. Bent Jensen mener, at almennyttige boliger er gode for ældre, blandt andet fordi der er en vicevært til at tage sig af det praktiske, og fordi huslejen harmonerer med en folkepension.