Kommune vinder priser

Mariagerfjord Kommune vandt sammen med otte andre nordjyske kommuner fire priser ved Årets Brøl 2016 for deres StopSprit-kampagne.

Med rosende ord vandt ni nordjyske kommuner priserne i kategorierne Digital Kampagne, Offentlig Kampagne, Unikt Kampagneelement og Årets Annoncør til Årets Brøl 2016. Priserne vinder de for deres fælles trafiksikkerhedskampagne, der kører på 3. år.

Juryens begrundelser for, at de nordjyske kommuner vandt fire priser for deres StopSprit-kampagne, er bl.a., at budskabet går rent ind i denne effektfulde kommunikation, hvor man nemt bliver ét med målgruppen. Juryen fandt i kategorien Unikt Kampagneelement, at der her er en klar vinder, da det ubetinget er kategoriens mest humoristiske indslag og aktiviteterne matcher budskab og målgruppen "spot on". Med et modigt og stærkt kampagnebudskab har man gjort det nemt at få unge i tale på de sociale medier. Man har skabt røre og diskussion om et meget alvorligt emne, uden brug af løftet pegefinger.

- Vi er utroligt glade for branchens anerkendelse af StopSprit-kampagnen, der har et vigtigt budskab - nemlig at alkohol og bilkørsel er en dårlig cocktail. Adfærdsændring tager tid, men med StopSprit-kampagnen har vi igennem humor sat fokus på spritkørsel i et forum, hvor unge agerer. Det skaber holdningsbearbejdelse indbyrdes mellem de unge og på sigt en mere sikker adfærd, udtaler trafikplanlægger Birgit Krogh Alminde fra Mariagerfjord Kommune.

De kedelige fakta bag

Hvert andet trafikdrab i Nordjylland skyldes spritkørsel, og især de unge mænd falder uheldigt ud i statistikken.

Problemet går på tværs af kommunegrænserne, derfor har de nordjyske kommuner i fællesskab iværksat indsatsen mod spritkørsel. Det stærke samarbejde mellem de ni nordjyske kommuner har ført til, at unge har fået en digital platform, der gennem humor sætter fokus på det alvorlige emne.

Det har med kampagnen været vigtigt at iscenesætte alvoren i spritkørsel i relation til de sociale situationer, som unge har indbyrdes med alkohol. Kommunerne udtaler, at den løftede pegefinger har ringe effekt, og med StopSprit-kampagnen taler man i øjenhøjde med målgruppen. I kampagnen bruges humor som motor, så budskabet bliver hørt og diskuteret. Det skaber dialog om spritkørsel og er med til at sikre god regional effekt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.