Kommunen bruger to mio. kroner på at forskønne havn

Fliser og p-pladser skal fuldende havnens forvandling

Havne 27. september 2002 08:00

SÆBY: Nogle kalder udviklingen positiv. Andre ødelæggende. Men det er et faktum, at Sæby Havn er ved at ændre karakter fra erhvervsområde til bolig- og butikskvarter med et godt øje til turisterne. Entreprenør Børge Juul Kristensen, Dronninglund, er ved at bebygge Sdr. Strand og tager inden længe hul på en bekostelig ombygning af DLG-ejendommen på havnefronten. Lidt længere ude i fremtiden venter den stærkt kritiserede bebyggelse på selve havnefronten. Men forvandlingen af havnen får ikke lov at udviklet sig til et rent Børge Juul Kristensen-show. Sæby Kommune er således på trapperne med et projekt, der skal give den forvandlede havn et enkelt, men virkningsfuldt lag fernis. På budgettet for i år og næste år er der således sat to mio. kroner af til forskønnelsen af havnen. Teknisk udvalg er nu ved at snakke sig frem til, hvordan de mange penge skal bruges. Masser af fliser - Det er klart, at vi skeler til de projekter, som Børge Juul Kristensen har sat i søen. Der skal være sammenhæng imellem hans projekter og vores, siger Brian Pedersen (S) fra teknisk udvalg. Idéen går ud på, at havnen visuelt deles op i to. I den sydlige ende af havnen - der hvor redningshuset ligger - skal der etableres parkeringspladser. Det er nord for DLG-bygningen, at der for alvor skal bruges penge. Det er således tanken, at der skal lægges fliser på hele havnefronten. Det samme skal der på parkeringspladserne ved Restaurant Kattegat og havnens toilet- og badebygning. Også den hyggelige plads ved Restaurant Smeden skal flisebelægges. - Desuden skal der etableres en slags pullerter med eludtag på havnefronten, ligesom der skal sættes hyggelig belysning op, siger Brian Pedersen. Graves op Han understreger, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning i sagen, og at teknisk udvalg foreløbig kun har set løse skitser over projektet. Forvaltningen er derfor blevet bedt om at kommet med et udspil til et endeligt projekt, inden politikerne tager stilling. - Der skal træffes beslutningen inden så længe. Havnen er ved at blive gravet op, fordi den skal kloaksaneres. Når det et klaret, skal beslutningen om belægning være truffet. Vi skal naturligvis ikke asfaltere for to måneder senere at finde ud af, at der skulle have været lagt fliser i stedet, siger Brian Pedersen. Han fortæller, at politikerne endnu ikke har taget stilling til, om trafikken skal reguleres på havnen. - Det er givet, at man fortsat skal kunne køre i bil på havnefronten. Her er stadig erhverv, som vi skal tilgodese. Det er muligt, at der skal laves ensretning, men den debat har vi stadig til gode, siger Brian Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...