Kommunen byder på Låsby-Svendsens ruin

Målet er at undgå spekulation ved en tvangsauktion over ejendommen Sæsingvej 19, så kammeradvokaten har fået et købstilbud.

Sæsingvej 19 er endnu ikke revet ned selv om kommunens frist er overskredet. Foto: Bente Poder

Sæsingvej 19 er endnu ikke revet ned selv om kommunens frist er overskredet. Foto: Bente Poder

Hjørring Kommune har sendt et købstilbud på Sæsingvej 19 i Sæsing til kammeradvokaten, og det er sket, selv om kommunen i september måned gav et påbud om, at ejendommen skal rives ned. - Vi har haft nogle forhandlinger med kammeradvokaten, som ville sende huset på tvangsauktion. Derfor gav vi et købstilbud, som vi forventer svar på inden længe. Vi vil gerne holde hånd i hanke med ejendommen, så vi kan styre, hvad der sker med den, oplyser planmedarbejder Bente Mouritzen fra Hjørring Kommune. Som 33 andre udkantskommuner fik Hjørring i 2010 tilskud til at rive faldefærdige rønner ned på landet, og for et par måneder siden skrev flere aviser om, at professionelle spekulanter bød nogle af disse rønner op på tvangsauktioner. Det var sket både i Lollands og Vesthimmerlands kommuner, som er blandt dem, der fik størst statstilskud. Kunne ikke sælges Hjørring Kommune har kun i ganske få tilfælde været aktiv på tvangsauktioner. Men Sæsingvej 19 er en af de omkring 130 ejendomme i Låsby-Svendsens konkursbo, som kammeradvokaten siden oktober 2009 har været i gang med at realisere. Sæsingvej 19 er en af de ejendomme, som bobestyreren ikke har kunnet sælge gennem almindelig salg, hvorefter en tvangsauktion ville være det næste skridt. Måske legeplads I mellemtiden kondemnerede Hjørring Kommune det dårligt vedligeholdte hus, og efterfølgende gav kommunen en frist til 31. december 2010 til at ejeren rev huset ned. Dog med den tilføjelse, at forvaltningen bemyndiges til at træffe aftale om vilkårene. Bente Mouritzen oplyser, at kommunens interesse i at købe Sæsingvej 19 er, at arealet efter en oprydning måske kan blive lavet til en legeplads. - Jorden skal i udbud, men vi kan lave udbudsbetingelserne sådan, at det kun er Sæsing Borgerforening, som er interesseret i at købe, siger hun. Nul interesse for andre Derimod har kommunen ikke nogen interesse i at købe Tidemandsholmsvej 3, som ejes af en boligspekulant fra Djursland, Bent Norup Refsgaard, gennem et af hans selskaber. Det er nu under konkursbehandling. Boligen på adressen er erklæret sundhedsfarlig og kondemneret, og bygningen skal være revet ned senest 31. januar 2011. Samme påbud er givet overfor ejeren af Børglum Kirkevej 10. Statens særtilskud til nedrivning af forfaldne huse på landet var på 3,3 mio. kr., og puljen er næsten intakt ved indgangen til 2011, selv om næste 30 bygninger er udpeget til nedrivning. - Det tager en hel krig af tid at komme igennem med behandling af sagerne, og endnu er det kun de tre huse på Trangetvej, som er revet ned. Men i løbet af januar kommer nedrivningerne. Vi har omkring 20 frivillige aftaler foruden de steder, hvor der er givet påbud til ejerne om nedrivning, forklarer Bente Mouritzen.

Forsiden