Lokalpolitik

Kommunen dropper omstridt lokalplan

Protester fra borgere gjorde indtryk - nu skal der laves en ny plan for boliger ved Skagensvej

HJØRRING:En plan for et boligbyggeri ved Skagensvej i Hjørring er droppet. Efter en række protester fra naboer i området, har Hjørring Kommunes udvalg for teknik og miljø nu valgt at forsøge sig med en ny lokalplan med en række væsentlige ændringer. - Vi forkastede planen i den form den oprindelig havde og nu har vi bedt forvaltningen om at indlede forhandlinger med bygherren om en ny udformning af projektet, fortæller udvalgsformand Ole Ørnbøl (S). Protesterne har blandt andet handlet om, at byggeriet vil blive for tæt. Med grunde på 100 kvm. har naboerne frygtet, at de nye boliger kom til at lægge alt for tæt. Også byggehøjden har været omstridt. Oprindeligt var det planlagt, at boligerne skulle være på halvandet plan, men højden skal nu ned på et plan. - Nu må bygherren finde ud af om de kan ændre det, ellers skal der helt ny lokalplan til. Vi vil i hvert fald ikke have det tætte byggeri med den grundstørrelsen og højde på området. Der skal simpelthen laves en ændring, så der kommer færre boliger, siger Ole Ørnbøl, der vurderer, at antallet af boliger, så vil falde fra 12 og ned på cirka fem-seks stykker, hvis ændringen lykkes. Glæde hos naboer Hos naboerne til byggeområdet er der glæde over afgørelsen. - Det er dejligt og en udmærket ændring. Vi synes selv vi havde nogen saglige argumenter, så det er godt, at det har gjort indtryk, siger Martin Sort Nielsen, der er en af dem, der har protesteret over planen. Beboerne er ikke decideret imod selve byggeriet og MartinSort Nielsen ser da heller ikke de store problemer, hvis kommunen kan finde en ny løsning med bygherren. - Det er fint nok, hvis der kommer ændringer. Det bedste ville måske være, hvis der kun blev bygget et par parcelhuse - det ville vi nok foretrække, men hvis der nu kommer det halve antal huske, så kan jeg godt leve med det, tilføjer han. I det tekniske udvalg understreger, Ole Ørnbøl, at udvalget har grebet ind efter borgernes protester. - Vi har lyttet til borgerne - det får vi ellers altid skyld for, at vi aldrig gør. Men i denne sag har vi virkelig lyttet, siger han.