Kommunen får ret i bliksag

Miljøstyrelsen har stadfæstet miljøgodkendelse af Brovst Blikvarefabrik

Brovst 13. september 2002 08:00

BROVST: Miljøstyrelsen har stadfæstet en miljøgodkendelse, Brovst Kommune gav Brovst Blikvarefabrik i november. Naboer til fabrikken klagede til Miljøstyrelsen over miljøgodkendelsen, blandt andet over at vilkårene var formuleret for upræcist. Klagen over miljøgodkendelsen var en kulmination på en række naboklager over røg og støj fra blikfabrikken, blandt andet ledsaget af meget omdiskuterede privatfotos af røg fra virksomheden. Miljøstyrelsen afviser, at fotografierne dokumenterer røgudslip, men mener, at der kan være tale om en ulovlig afbrænding i fabrikkens gård. Naboerne får derimod ret i, at nogle af vilkårene er løst formuleret og giver mulighed for afvigelser, og i en revideret miljøgodkendelse udelader Miljøstyrelsen udtrykket "med mindre andet er aftalt med Brovst Kommune". Miljøstyrelsens konklusion på klagesagen er, at kommunens godkendelse står ved magt. Men hvis beboerne fremover observerer røggener, bør de straks kontakte Brovst Kommune, som på grund af den korte afstand må have store muligheder for at afsløre eventuelle ulovlige eller unormale forhold, fastslår Miljøstyrelsen. Talsmand for nabogruppen, Bent Andersen, oplyser, at naboerne ikke vil klage videre til Miljøklagenævnet. Forholdene har bedret sig, erklærer han, men tilføjer, at naboerne fortsat vil følge virksomheden nøje.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...