Lokalpolitik

Kommunen går på kunstjagt i gemmerne

Aalborg Kommunes Kunstfond er den lykkelige ejer af en stor kunstsamling, men i øjeblikket er man ikke klar over, hvor stor den egentlig er, og hvor kunstværkerne befinder sig.

Aalborg Kommunes Kunstfond er den lykkelige ejer af en stor kunstsamling, men i øjeblikket er man ikke klar over, hvor stor den egentlig er, og hvor kunstværkerne befinder sig. - Der er sket noget ved kommunesammenlægningen, for ikke alle kommuner havde lige meget styr på det. Vi har i kunstfonden besluttet, at vi skal have registreret alt, der hænger alle steder, siger skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog (SF), der også er formand for kunstfonden. Eksempelvis er der sorte pletter i hukommelsen, når det gælder kunstværkerne fra den tidligere Hals Kommune. - Vi har bl.a. nogle problemer i den gamle Hals Kommune, hvor vi ikke rigtig ved præcist., hvad vi ejer og hvor det er, siger Anne-Dorte Krog. Gert Andersen er medlem af bestyrelsen for kommunens kunstfond, ligesom han er tidligere medlem af byrådet i Hals Kommune samt Aalborg Kommune for De Konservative. - Jeg ved ikke, hvad der blev af det, siger Gert Andersen om kunstværkerne og tilføjer, at en del af værkerne vel stadig hænger rundt omkring på kommunens institutioner, ligesom han husker et stort orange maleri i byrådssalen i Gandrup, som vist nok stadig hænger på den gamle plads. Han mener, at der tidligere har været en liste over kunstværkerne i den tidligere Hals Kommune. - Men hvor den er i det nye system, det ved jeg ikke. Han mener, at det er en god ide at få registreret hele kunstsamlingen. - Det er for at sikre os, at det stadig er i kommunens varetægt. En ny liste skal give kommunen et overblik, der måske betyder, at noget af kommunens kunstsamling bliver sat til salg. - Vi vil have det gjort op, registreret og vurderet, så vi kan sige om, der er noget af vores kunst som ingen ønsker at udstille i kommunen, så kan de jo godt ske, at vi skal sælge det for at få noget nyt, der kunne inspirere i en børnehave eller noget andet, siger Anne-Dorte Krog. Hun mener ikke, at kommunen bevidstløst skal beholde kunstværkerne. - Der er ingen grund til, at vi har værker stående, som ingen i bund og grund interesserer sig for. Det skal have en værdi og glæde for folk, det er derfor kunstfonden er her. Umiddelbart er der dog ikke penge til at få registreret og vurderet kunstsamlingen, da bevillingen til kunstfonden er blevet halveret ved budgetlægningen i 2010. I stedet skal man benytte de kunstfaglige personer, der er tilknyttet kommunen, ligesom man håber på et samarbejde med universitetet om projektet. Det ventes, at der er omkring 1400 værker i kommunens kunstfond, men det er forbundet med en vis usikkerhed. Til november venter man at have en samlet liste over kunstbeholdningen.