Kommunen håndhæver ikke sin egen rygepolitik

Passiv rygning kan dyrkes mellem svømmehal og bibliotek, mener borger

FREDERIKSHAVN:Frederikshavns Kommunens rygepolitik i de bygninger, der er offentligt tilgængelige for borgerne, er nu igen sat til debat. Denne gang på baggrund af en konkret, skriftlig henvendelse, fra en af kommunens borgere, der har bidt mærke i, at der er masser af røg og dårlig luft i passagen fra svømmehallen forbi kunstmuseet til biblioteket. Det er tandplejer Helle Kjær, der har skrevet til Kultur- og Fritidsudvalget. - I brevet har jeg påtalt min undren over rygepolitikken i og omkring svømmehal og bibliotek. Det er ikke bare steder, hvor der hver dag kommer rigtig mange børn, men også rigtig mange ikke-rygere går forbi. Jeg er temmelig træt af, at hver gang jeg går i svømmehal med mine tre børn, og vi skal mødes ude foran, skal vi vente på hinanden på bænkene i en osende stank af cigaretrøg, siger Helle Kjær. Hun forstår ikke, at børn og ikke-rygere skal udsættes for passiv rygning i passagen fra svømmehallen forbi kunstmuseet til biblioteket. - At gå en tur fra bagefter er for os helt udelukket. Her kan man simpelthen ikke tillade sig at tage børnene med - med mindre man ønsker at udsætte dem for passiv rygning. Jeg har heller ikke lyst til at spise eller drikke i den os. Fortsætter man videre ned ad gangen mod biblioteket er der fyldt med røg. Og fem store cylinderaskebægere er opstillet, så rygerne kan komme af med asken. Til gengæld er der ikke hængt et eneste skilt med "rygning forbudt" op i passagen, siger Helle Kjær. Hun mener, at debatten om passiv rygning på offentlige steder for længst burde være afsluttet. - Det hører jo fortiden til, at det skal være et problem at bevæge sig ind i offentlige bygninger, og så blive konfronteret med rygning. I dag er man jo netop meget opmærksom på at fremme sund mad og sunde vaner - og det er helt i strid med at man møder et fuldstændig røgfortættet lokale mellem biblioteket og svømmehallen. Og ikke nok med det - for ende af passagen ligger Sund By-butikken - sådan meget apropos, siger Helle Kjær. Hun apellerer til kommunen og politikerne. - Frederikshavn Kommune burde håndhæve rygepolitikken og jeg vil foreslå, at man kunne hænge ikke-ryger skilte op - det er nemt og det har en god effekt, siger Helle Kjær.