Kommunen har slet ikke ramt plet

Handicapidræt i Sæby får økonomisk tilskud - men der er ingen penge til Frederikshavn og Sæby

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavn handicap Idrætsforening tilbyder blandt andet boccia og udflugter, men det er svært at få kontingentpengene til at række. Arkivfoto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:- Det er simpelthen for ringe, og vi føler os ganske enkelt røvrendt. Sådan lyder det fra formanden for Frederikshavn Handicap Idrætsforening Ingeborg Weesgaard Christensen. Hun er utilfreds med, at foreningen ikke kan få så meget som én krone i tilskud, mens foreningens pendant i Sæby kan få 60.000 kroner. - Det er da diskriminerende. Vores medlemmer er jo lige så dårlige, som dem i Sæby, så det er uforståeligt, siger hun. Før kommunesammenlægningen gav Sæby Kommune tilskud til henholdsvis Sæby Handicapidrætsforening, der støttes med 60.000 kroner om året, og til Sæby Handicapgruppe, der støttes med 50.000 kroner om året. Efter kommunesammenlægningen er denne støtte fastholdt, men med det resultat, at de andre handicapidrætsforeninger i kommunen føler sig diskrimineret. Derfor er spørgsmålet om støtte landet på socialudvalgets bord. Udvalget er af den holdning, at der ikke skal gøres forskel, og derfor har socialudvalget nu bedt forvaltningen om at se på sagen. - Jeg synes bestemt, at al handicapidræt skal tilgodeses, og derfor er vi villige til at finde en pose penge og finde en retfærdig fordelingsnøgle, siger formand Birgit Hansen (S). Beløbet, som udvalget vil finde som støtte til handicapidrætten i hele kommunen beløber sig på et par hundrede tusinde kroner, så om foreningerne i Sæby kan forvente lige så stort tilskud næste år, som de har fået i år, er uvist. - Men nu indkalder vi alle relevante parter og organisationer til et dialogmøde medio januar, hvor vi lægger op til en debat om, hvordan pengene fremover fordeles, og om vi kan lave en slags paraplyorganisation for samtlige handicapidrætsforeninger, som blandt andet kan administrere pengene, siger Birgit Hansen. I Frederikshavn Handicap Idrætsforening ser man frem til et tilskud, da konsekvensen ellers bliver, at foreningen er nødt til at lukke. - Jeg håber, der bliver fundet en løsning, for vores ugentlige bocciaspil er for mange af vore medlemmer deres eneste aktivitet, siger Ingeborg Weesgaard Christensen.