Lokalpolitik

Kommunen har snorksovet i timen omkring genbrugsplads

Den manglende genbrugsplads i Dronninglund var også et af de varme emner på forbrugermødet. arkivfoto

Den manglende genbrugsplads i Dronninglund var også et af de varme emner på forbrugermødet. arkivfoto

DRONNINGLUND:Den manglende genbrugsplads i Dronninglund var naturligvis også et varmt emne på forbrugermødet onsdag aften. Jorden, hvor pladsen skal ligge, er stadig ikke erhvervet, og selvom både politikere og AVV stadig håber, at pladsen er klar i løbet af 2008, begynder det at se sort ud for hver dag der går, lød det fra beslutningstagerne. Og det var ikke noget, der hjalp på humøret blandt de fremmødte. - Her i Dronninglund er vi ligeglade med, hvor flot en plads vi får. Vi var tilfredse med den plads, vi havde før. Det er under al kritik, at den nu er væk, og vi er blevet snydt af kommunen, lød det skarpt fra salen, mens andre ville vide, hvornår borgerne kan forvente, at der sker noget i sagen. - Da vi planlagde dette møde, var det i håb om, at vi havde fået arealet til genbrugspladsen. Men der kører i øjeblikket en ekspropriationssag, som ikke er afsluttet. Og der er nogle procedurer, vi skal følge, men stod det til mig, så gik vi i gang med at grave i morgen. Og jeg håber stadig, at pladsen er klar næste år, sagde Forsyningsudvalgsformand, Jens Fjendbo (V). Formand for AVV, Birthe Andersen (V) forsikrede forsamlingen om, at AVV er klar til at lave pladsen så hurtigt som muligt. - Vi har pengene, og vi har lavet tegningerne. Og når den er færdig, bliver det den flotteste plads i hele AVVs område, sagde hun. Kritik af tidligere byråd Og det var lige som om, at de fremmødte havde accepteret, at tålmodighed er en dyd i netop denne sag. Der var også en stor forståelse for, at skylden for, at den nye genbrugsplads er forsinket, ikke kunne placeres hos de fremmødte beslutningstagere. Rundt om blev der mumlet ironiske kommentarer om en vis golfbane, mens nogle sagde det ligeud: - Kritikken skal rettes mod de rette. Det er hverken AVV eller det nye byråd, der bærer skylden. Det er en skandale i det gamle Dronninglund Byråd, der snorksov i timen, da man handlede med golfbanen, lød det fra Poul Erik Andreasen. Og kritikken af det tidligere Dronninglund Byråd fik Bendt Danielsen (Borgerlisten) til at rejse sig. - Da vi fik mulighed for at etablere en golfbane, var det et enigt byråd, der vedtog det. Men jeg havde da bestemt også troet, at der ville være en bedre sammenhæng mellem, hvornår den gamle genbrugsplads lukkede til den nye stod klar. Og det er ærgerligt, at det ikke er gået sådan. Men jeg synes, det er positivt, at det tegner til, at vi får en ny og moderne plads, sagde Bendt Danielsen.