Kommunen kan ikke følge med

HJØRRING:Situationen i arbejdsmarkedsafdelingen i Hjørring Kommune er så problematisk, at forvaltningen ikke er i stand til at leve op til lovkravet om, at der skal ske en opfølgning hver 8. uge, når det gælder borgere på sygedagpenge. Det erkender formand for arbejdsmarkedsudvalget, Søren Chr. Jensen. - Det er ren brandslukning, siger han med henvisning til, at kommunen har valgt at sætte kræfterne ind på de langvarige sygedagpengesager i erkendelse af, at man ikke kan nå dem alle. - Vi har gjort det, fordi vi var nødt til det. Det er klart, at når man flytter op på prioriteringen et sted, så går den ned et andet sted. Det har i yderste fald betydet, at der er borgere, der ikke har fået den service, de skulle have, siger han. Forvaltningen har forklaret situationen i et notat på et møde i arbejdsmarkedsudvalget: "Vi har måttet konstatere, at det ikke var muligt at rekruttere uddannet personale til tidsbegrænsede stillinger. Der er midlertidigt ansat tre socialrådgiverstuderende for at afhjælpe ressourceproblemerne." Samtidig er der kommet ny lovgivning på området fra juli, der stiller skærpede krav til opfølgningen, som skal ske hver 4. uge for nogle grupper. Derfor har politikerne besluttet, at der skal ansættes to nye socialrådgivere - hvis man altså kan finde nogen.