Kommunen overtager velfærdsbygning

Messecentrets bygninger er snart på kommunale hænder

AARS:Aars Kommune er nu klar til at overtage Kultur- og Messecenter Aars' velfærdsbygning. Det sker efter, at kommunen har fået en lånedispensation på 720.000 kroner. Allerede i november sidste år overtog kommunen bygninger for 5,2 millioner kroner i form de resterede bygninger bortset fra hal tre, som ejes af landbocentret, og bygningen som er vært for Erhvervskontoret og TV Nord. Målet med at overtage finansieringen er at lade Fonden Messecenter Aars koncentrere sig om at drive Messecenter og udvikle stedets arrangementer. Driften af Messecentret har givet underskud de seneste fire år. Med den nye overtagelse af velfærdsbygningen - som skal vedtages i byrådet på onsdag - er Messecentret sikret bedre muligheder for at skifte de røde tal med sorte, vurderer borgmester Knud Kristensen (K). - De traditionelle messer er et svært område, men jeg synes, at Messecentrets ledelse allerede er kommet et godt stykke vej ved at inddrage nye aktiviteter, siger han. I forbindelse med overtagelsen af velfærdsbygningen poster kommunen 120.000 kroner i en tiltrængt udskiftning af Messecentrets brandalarmer.