Lokalpolitik

Kommunen parat til rykind

Selvom nedskæringerne har været mange siden kommunesammenlægningen, føler Jammerbugt sig parat til at tage imod flere borgere.

Ord som normering, standardisering, priotering og til tider nedskæring har været mange siden kommunesammenlægningen i 2007. Alligevel føler politikere sig rustet til at tage imod de flere indbyggere, som måtte flytte til Jammerbugt Kommune med den kommende markedsføring. Hos Tema- og Udviklingsudvalget, som har sat reklamekampagner i værk, er formanden ikke bekymret. - Det kan godt være, der har været talt og skrevet om nedskæringer, men vi skal ikke tude. Serviceniveauet er godt sammenlignet med andre kommuner, og det, vi ikke har, det får vi, siger Helle Bak Andreasen (V). Formanden mener, at omkostningerne ved et voksende indbyggertal vil tilsvare indtægterne. - Vi agerer efter virkeligheden. Det er derfor, vi laver budgetter. Lad nu folk flytte hertil først, og så tilpasser vi ordningerne, siger hun. Formanden for Børne- og Kulturudvalget mener, at kommunen har fulgt godt med på det sociale område. Ifølge Kim Bennike (DF) er der kalkuleret med et stigende antal børn i institutionerne. - Vi har pladser nok, og ellers har vi oprettet dem ind til nu. Halvrimmen er et eksempel, hvor der er kommet flere til, og der er bygget en skovbørnehave. Det vil være svært at finde nogen, der ikke har et pasningstilbud, siger han. De aktuelle kvaler med at tilpasse antallet af pædagoger i sfo'erne i Jammerbugt ser formanden ikke for sig i fremtiden. - Problemer med at få pædagoger ud i de små sfo'er er ikke det samme, som at vi ikke er parate til at modtage flere børn. Det er pengene, der følger barnet, og hvis der kommer 20 børn mere i Vester Hjermitslev, så bygger vi nyt. Det vil være et positivt problem, fastslår udvalgsformanden.