Kommunen planter løg i lange baner

Allan Madsen og makkeren Karsten Henriksen har stukket 25.000 løg i jorden rundt kommunen. Her ved Hanstholm. Foto: Ole Iversen
16. november 2016 09:49

Af Ole Iversen.

Vore veje skal ikke kun være gode at køre på. Der må også gerne være noget smukt at se på. Nogenlunde derfor er Thisted Kommune netop nu i gang med blomster forskønnelse af en række udvalgte kryds og rundkørsler i kommunen.

I Hurup, Thisted og Hanstholm har kommunens vejmænd fået rigtigt grønne fingre med plantning af omkring 25.000 påskelilje løg rundt i vejkryds, ved og i rundkørsler.

Resultatet af arbejdet vil dog først kunne ses til foråret. Men det er syn der er værd at vente på, lyder det fra driftsassistent Bjarne Karlsen, Thisted Kommune.

- Vi har fået bevilget nogle puljemidler til forskønnelse af grønne områder rundt i kommunen. Vi har så valgt at rabatterne ved trafikerede steder skulle forskønnes. Der er prøvet i andre kommuner med stor succes. Vi har så valgt at give bilisterne noget smukt at se på, når de mange og tætplantede påskeliljer vil stå i stort farverigt flor næste år. Vi har valgt flere sorter, tidlige og sene, som vil så i blomst i næsten to måneder. Og når liljerne er afblomstret, så er der græsplæne tilbage. Og liljerne vil komme igen hvert år, siger Bjarne Karlsen.

I Thisted er det Toldbod, Toyota og Hundborgvej-rundkørslen, i Hurup på Kirkevej, og i Hanstholm på Chr. Hansensvej, og ved to T-kryds. Her er jorden fundet velegnet til blomster.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...