Kommunen poster penge i elitesporten

Lokalpolitik 1. april 2003 08:00

SÆBY: De folkevalgte ser gerne, at lokale elitesportsfolk klarer sig godt. Den slags giver nemlig god omtale i pressen og er med til at profilere kommunen som et godt og aktivt sted at bo. Og kommunen er også villig til at investere skattekroner i at fastholde elitens høje sportslige niveau. Det har politikerne bevist ved at tegne sponsorater i de tre førende idrætsklubber i kommunen. Nemlig Sæby Billardklub, SIK 80 og LSU Sæby, der sammen med FfI står bag håndboldpigerne i Fox Team Nord. For nogle måneder siden postede et splittet byråd 250.000 kroner i det aktieselskab, der står bag håndboldsamarbejdet. Det skete trods inderlige protester fra blandt andre Birgit Hansen (S), der mente, at det var bedre at bruge pengene på børnene og de ældre. Med beslutningen om at tegne sponsoratet tog byrådet i nogen grad fusen på sig selv. Umiddelbart efter kom der nemlig ansøgninger om sponsorater fra Sæby Billardklub og SIK 80, der nøjagtig som Fox Team ligger i den bedste række i deres respektive sportsgrene. Og hvis man siger ja til en, hvordan kan man så sige nej til de andre? Det spørgsmål har politikerne nu tygget på i månedvis. Udgangen blev, at der skulle udarbejdes et regelsæt for kommunale sponsorater. Det er nu blevet strikket sammen under ledelse af Per Hjortnæs (S), der er formand for folkeoplysningsudvalget. Og med udspring i det nye regelsæt anbefaler økonomiudvalget nu, at der tegnes kommunale sponsorater i Sæby Billardklub og SIK 80. Klubberne får dog ikke så meget, som de havde håbet. Sæby Billardklub havde søgt om et sponsorat på 40.000 kroner, men må nøjes med 15.000 kroner. SIK 80 havde bedt om 45.000 kroner, men får et sponsorat på 20.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...