Kommunen sælger ud af huse og skove

2,4 hektar i Lodhøj Plantage ved Hvalpsund er i udbud lige nu, men kommunen over også at sælge ud af en række overeflødige ejendomme.

Natur 21. september 2007 01:30

I dag udløber fristen for at byde på et 2,4 hektar stort stykke af Lodhøj Plantage øst for Hvalpsund. Det er kommunen, der sælger, og her overvejer man for tiden, om flere ejendomme skal gå samme vej. Området ved Hvalpsund har tidligere været brugt som skovlegeplads, hvor børnehaver kunne tilbringe en sjov dag i skoven og søge ly i den skurvogn, som også står på grunden. Både legeplads og skurvogn er imidlertid i ringe stand, for det har knebet med vedligeholdelsen i de senere år. Skurvognen har altid været meget plaget af indbrud, selv om der stort set kun var en kaffemaskine at stjæle. Kommunen har sat en mindste budsum på 400.000 kroner. 30-40 huse på listen I tilfældet med plantagen kan det have været en interesseret køber, der selv har henvendt sig til kommunen, som derefter har besluttet sig for at udbyde ejendommen. Men politikerne kan også af egen drift beslutte at sælge ud af overflødige ejendomme. Netop i dag bliver chefgruppen på rådhuset præsenteret for en liste på 30-40 kommunale bygninger, som teknisk forvaltning vurderer, at man måske med fordel kan sælge. Hvis cheferne for de forskellige forvaltninger er enige om, at en bygning med fordel kan sælges, bliver politikerne bedt om at tage stilling til spørgsmålet. For i sidste ende er det selvfølgelig en politisk afgørelse, om kommunen for eksempel skal drive udlejningsvirksomhed. Et af de huse, der er på listen, er et beboelseshus på Gislumvej, der lejes ud. Et andet eksempel på en bygning, der måske kan sælges, er Vestergade 34 i Ranum. Her er ungdomsklub med mere. Gundersted Skole er også på listen, som altså bare er et oplæg til debat. Bygningen koster kommunen en hel del at drive, men hvis den sælges, skal man finde andre lokaler til de klubber og foreninger, der benytter den nedlagte skolebygning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...