EMNER

Kommunen sender gammel veteran på gaden

30 år gammel sneslynge er på vejene igen.

BRØNDERSLEV:Det er ti-femten år siden, at den gamle sneslynge sidst har været i brug. Men den kraftige snestorm har fået kommunen til at genindkalde den gamle til tjeneste. Sneslyngen er omkring 30 år gammel. - Den kørte, dengang der rigtig var sne, fortæller Finn Bjerning fra kommunens materielgård og griner højt. I de ti-femten år den ikke har kørt, har den bare været staldet op. - Det er da lidt sjovt at køre den, det er godt med noget afveksling, men efter en uges tid bliver det nok kedeligt, siger John Tolstrup, der kørte den gamle sneslynge torsdag. Både John Tolstrup og Finn Bjerning er enige om, at veteranen er effektiv. Og der har endnu ikke været problem trods den lange pause. - Den kører helt fint, der er slet ingen problemer. Den er ikke så god, når det bare er sjap, der ligger, men når det er rigtig sne, så æder den det, fortæller John Tolstrup. Nu bliver det spændende, hvornår den gamle gule kommer på vejene næste gang.