Kommunen skifter til Spar Nord

EMNER 18. september 2002 08:00

AALBORG: Med en årlig omsætning på 25 milliarder kroner er Aalborg Kommune en attraktiv kunde for enhver bank. Derfor er direktøren for Spar Nord Bank, Lasse Nyby, da også en glad mand i dag. Han har netop kapret landsdelens største kunde for næsen af tre landsdækkende storbanker. - Umiddelbart er Aalborg Kommune nok ikke den mest indbringende kunde for banken. Der er ganske givet andre kunder, som vi tjener mere på. Men alene i kraft af kommunens omsætning er det en særdeles attraktiv kunde, som tillige giver et stabilt indlånsunderlag for banken, siger han. Ifølge direktøren giver den store pengegennemstrømning i Aalborg Kommune især Spar Nord Bank nogle muligheder på det korte pengemarked, og den slags er der også overskud på. Så alt i alt er det alligevel en god forretning for banken at få Aalborg Kommune som kunde. Også selv om kommunens kassebeholdning i øjeblikket ikke er så stor, som den var engang. - Kommuner er faktisk nogle af de mest solide kunder, en bank kan få. Når vi låner penge ud til andre kunder, skal vi vores egenkapital være mindst otte procent af det samlede udlån. Det gælder ikke lån til det offentlige, og det siger noget om, at der i realiteten ikke er nogen risiko ved disse kunder, påpeger bankdirektøren. Tre andre store banker bød ved EU-udbudet om Aalborg Kommunes pengeforretninger. De tre var Jyske Bank, Danske Bank og Nordea. - Når vi valgte Spar Nord Bank, var det ud fra en samlet, konkret vurdering, forklarer borgmester Henning G. Jensen (S). Valget betyder samtidig et farvel til Danske Bank, der har været Aalborg Kommunes bankforbindelse stort set altid bortset fra en periode i 1980'erne, da det var Privatbanken, der ordnede kommunens pengesager. Spar Nord Bank er i forvejen bankforbindelse for mindst halvdelen af de nordjyske kommuner. Lasse Nyby lægger slet ikke skjul på, at Aalborg Kommune var en meget god appelsin at få i turbanen ned til alle de øvrige appelsiner. mons

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...