Kommunen sparer på mild vinter

Sneplovene har ikke haft noget at lave

DRONNINGLUND:Sneplovene i Dronninglund Kommune har indtil videre været arbejdsløse denne vinter. Og det betyder ifølge vejingeniør Jørn K. Kristensen, at kommunen sparer mange penge. Helt præcist, hvordan økonomien ser ud i øjeblikket, kan han ikke svare på, da vejformændende har fri, men da et kraftigt snevejr koster kommunen op imod 120.000 kr. i døgnet, så har man allerede på nuværende tidspunkt sparet mange penge i forhold til sidste år, hvor der ved juletid faldt store mængder sne. Snebekæmpelsen i perioden 24.-31. december 2001 kostede kommunen 501.000 kr. Man har været ude at salte de kommunale veje flere gange, men ikke så meget som normalt. Man har indtil videre ikke brugt så meget salt, fordi vejret har været tørt. Jørn K. Kristensen vurderer, at man indtil videre har sparet 25 procent på glatførebekæmpelsen. Jørn K. Kristensen slår dog fast, at man normalt ikke regner med, at vinteren begynder for alvor i januar, og at der sagtens kan nå at blive brug for sneplovene på de kommunale veje.